De fleste børn og ikke så få mænd tror uskyldigt, at karamel kun er noget, man spiser som slik. Men kvinder over alt i verden kender den sande bestemmelse for det seje, brune karamelliserede sukkerstads. Mens det endnu er fælt varmt, får kvinderne smurt det ud på huden. På benene, eller hvor man nu har uønsket hårvækst. Man lader den søde masse stivne, så de slemme små hår kan blive støbt helt fast. Og så ... RIIITSCH! Man må lide for skønheden. Så uanset om der er krig eller fred, dyrker kvinderne deres mere eller mindre smertefulde skønhedsritualer. Det med krig og fred skal man tage helt bogstaveligt i det hårdt prøvede Libanon, hvor mange års borgerkrig nu er afløst af en højst ustabil fred efter den seneste israelske invasion.
I mange kombinationer strides kristne og muslimer i det lille land, hvor hovedstaden Beirut traditionelt har haft rollen som Mellemøstens Paris. Men én ting kan de stridende trosretninger som regel blive enige om: Kvinderne skal kende deres plads. Girlzone Her er det så, at skønhedssalonen kan udgøre en slags helle. En mandefri, tværkulturel zone. Sådan er det i hvert fald i Nadine Labakis debutfilm ’Karamel’. En hverdagskomedie, der allerede har charmeret publikum i mange lande. »Det er et meget personligt projekt. Jeg ville lave en film, der handlede om libanesiske kvinder og deres situation. Om den tilsyneladende frihed, de nyder, som i virkeligheden er stærkt begrænset. Jeg har selv levet med denne store selvmodsigelse, hvor friheden konfronterer stærk modstand fra samfundet og religionen og familien«, fortæller Labaki med regionens karakteristiske mandeløjne fornemt repræsenteret. »Når jeg valgte at lade filmen udspille sig i en skønhedssalon, er det, fordi det er et sted, der er meget vigtigt for en kvinde. Det er et sted fuldt af håb. Man håber jo på at komme ud mere smuk, lykkelig eller med mere selvtillid, end da man gik derind. Det er et sted, hvor kvinder føler sig godt tilpas. De er på afstand af samfundet. Her kan de slappe af og betro sig til hinanden. Der opstår et helt særligt forhold mellem dig som kvinde og så den kvinde, der skal gøre dig smukkere. Hun ser dig med dine mangler, i din nøgenhed, som dit sande jeg. Og det er jo også et fascinerende sted for mænd. For hvad mon der egentlig foregår derinde?«, smiler Nadine Labaki drilsk. Orientalske traditionerI filmen ser man disse kvinder, der i Libanon lever mellem Østens og Vestens værdier. Hvordan vil du beskrive libanesiske kvinders særlige situation? »De er splittet mellem to kulturer. Indtil nu har vi ledt og leder stadig efter vores egen helt særlige identitet. Det er en subtil balance, men jeg tror også, det er en velsignelse, at vi har begge dele. Det er dejligt at blive udsat for Vesten, men jeg tror også, vi skal være glade for, at vi har disse orientalske traditioner, der gør os til noget særligt. Vi er på vej til at finde balancen, men vi vil nok begå mange fejl på vejen. Måske overdriver vi kvinder i øjeblikket det hele en smule. Vi demonstrerer konstant vores frihed i stort og småt. Eller også burer vi os konservativt inde bag gevandterne. Vi har lang vej foran os, men vi skal nok nå frem«. Libanon er ikke et individualistisk samfund, understreger hun. Man lever med sin familie, og båndene er meget stærke i et land, hvor det er en selvfølge, at man bor hjemme, til man bliver gift. Derfor er det selv i storbyen på en måde som at bo i en landsby. Nogle libanesiske kvinder bliver mere frie. Hamas-bevægelsen fremmer fundamentalistiske værdier. Vil de kunne eksisterer side om side i Libanon? »Jeg har ikke svaret på det. Den fanatiske fundamentalistiske bevægelse i Islam er ikke kun en fare i Libanon, men i hele verden. Vi lever traditionelt i et samfund, hvor kristne og muslimer lever side om side. Det skulle vi gerne kunne blive ved med. Men hvis det lykkes os at leve fredsommeligt side om side, tror jeg til gengæld, vi kan blive et eksempel til efterfølgelse for hele verden. Vi er kun et lille land, men på mange måder er det meget afgørende, hvad der sker hos os«. Indhentet af krigens virkelighed Som skuespillerinde havde Nadine Labaki nok at lave i reklamefilm og på tv. Men hun drømte om at lave sin egen film, og den blev til virkelighed, da hun mødte den franske producent Anne-Dominique Toussaint. Hun tog til Libanon og gav Labaki et skub i den rigtige retning. I filmen spiller hun salonens indehaver, Layala. Hun har en affære med en gift mand, men bor samtidig hjemme hos sine forældre og vil ikke skuffe eller svigte hverken familien eller religionen. Bortset fra Labaki selv er ingen af kvinderne i filmen skuespillere.
