Da George Clooney i 2001 fik en Golden Globe for sin medvirken i Coen-brødrenes talentfulde pastiche over ’Odysséen’, ’O Brother Where Art Thou’, holdt han en lille acceptance speach fra scenen. Her fik Clooney i et af sine lyse øjeblikke annonceret, at brødrene Coen ikke er brødre; det turde være løgn. Og selv var han illegitimt elskovsbarn af John Ashcroft – (hellig, korsyngende, dybt konservativ Bush-justitsminister på det tidspunkt). Afslører Coen-brødrenes mangler Graden af lystigt velforberedt nonsens forklarer Coen-brødrenes interesse for George Clooney, som de nu tre gange har gjort til hovedrolleidiot i deres filmværk. Først var der Ulysses McGill med sin fascination af Dapper Dan-hårpomade, så var der den romantiske sagfører med de hvidtede tænder i ’Intolerable Cruelty’ og her i det seneste epos er Clooneys interesse uforpligtende sex og instant løbetræning i en uskyldig, psykoinfantil og helt godmodig blanding.
Jeg kan ikke gøre for det – igen er det Clooney, som lyser op på lærredet. Også Brad Pitt, også John Malkovich, også Frances McDormand – men mest Clooney. Han er for beskeden til at nævne det! Efter således at have gjort min (forventede) reverens for skuespillerne må jeg vedstå, at ’Burn After Reading’ er en af de film, som mest afslører Coen-brødrenes mangler.
