Modsætningen mellem traditionsbåret flygtningeliv og så højteknologisk vestlig velstand og kommunikationskultur kan være svær nok for os vesterlændinge at fatte med tanken. Selv om den modsætning ligger til grund for verdens vigtigste demografiske udfordringer lige nu. Men endnu sværere må det unægtelig være at se sit eget liv konkret spændt ud mellem de modsætninger. Dén udfordring mærker den 14-årige afghanske pige Sonita Alizadeh imidlertid på egen krop, landflygtig i Iran som hun er uden forældre, navneattest eller pas og kun med en privat foreningsinstitution for ’uledsagede’ børn at klynge sig til. Navnet Sonita (= svale) vælger hun selv: »En trækfugl!«.

I institutionen i Iran – tænk noget i retning af Vesterbros Ungdomsgård omplantet til Teherans forstæder anno 2013 – finder Sonita udtryk for sine drømme og kvaler i hiphopmusik og -tekster. Sammen med en kammerat render hun pladeselskaber og radiostationer på dørene med sine rapnumre og har faktisk held til at bryde igennem med musikvideoen ’Brides for sale’, et skærende, forrygende nødrap/-råb. For imens er familien ’hjemme’ i Herat i Afghanistan fast besluttet på at sælge Sonita som brud til en hende ubekendt mand på »kun« omkring de 30, hun er heldigere sluppet end veninderne! Prisen er ca. 9.000 dollars, netop det beløb, der skal blødes for at købe en kone til Sonitas storebror!

Problemer med genrebetegnelsen

Som den kvindelige iranske filminstruktør forklarede Politikens Dorte Hygum Sørensen i et interview sidste uge, har kvinder bedre uddannelsesmuligheder i Iran end i Afghanistan – hvorimod Afghanistan er mindre striks over for musik end Iran. Så familien hjemme er imponeret nok af Sonitas succes til at tro på hendes gode hensigter, da hun kommer hjem for at skaffe sig først en fødselsattest og så et pas. Men hendes hemmelige plan er at rejse til et musikcollege i USA, der har tilbudt et stipendium efter at have set videoen på YouTube.

Barnebrud i en mellemøstlig provinsby eller internationalt gennembrud som hiphopkunstner?

Noget af et valg og fremragende stof til en højaktuel historie om verden lige nu. Men desværre har filmen et formelt, men alvorligt problem, som Roksareh Ghaemmaghami selv strejfer med genrebetegnelsen creative documentary og også var inde på i interviewet: Som instruktør griber hun ind i Sonitas liv og hjælper hende aktivt gennem flere af udfordringerne. Moralsk forståeligt og skrupsympatisk at hjælpe pigebarnet, ja, men stik ’imod reglerne’ for dokumentarister. Og i mine øjne også undergravende for Sonitas overbevisningskraft som ’skuespiller’ (ja, netop ikke bare sig selv) i flere tidlige sekvenser, hvor hun virker så optimistisk, som havde hun allerede overvundet alle hindringer. Måske er de scener faktisk optaget senere, måske ikke. Men det svækker den ellers så stærke film som dokumentar og dermed debatindlæg, at tvivlen kan opstå. Så havde man næsten hellere set en rigtig fiktionsfilm.