Trangen til at synge er oftest stærkere end evnen, ved vi selv fra badeværelset. For nu slet ikke at tale om de prøvelser, ’X Factor’ har budt os.

Men selv den værste sanger kan jo godt nære ægte kærlighed til musikken som nu grevinde Marguerite Dumont her, som med blind og (især!) tonedøv hengivenhed kaster sig ud i Nattens Dronnings koloraturarie fra ’Tryllefløjten’, skønt hun lyder værre end de hæst skrigende påfugle på godset.

Dér optræder hun for en sluttet kreds, og hendes gavmilde rigdom ’skåner’ hende for den barske sandhed fra omgivelserne. Greven selv sørger for i reglen at komme for sent til koncerten, til Marguerites oprigtige sorg. Ham elsker hun lige så højt og ugengældt som musikken.

Figurens model er virkelighedens lige så talentløse Florence Foster Jenkins, som Stephen Frears nu har drejet en regulær biopic om med Meryl Streep.

Men nyd roligt franske Giannolis friere fabulering her, for især Catherine Frot (’Bon appétit, hr. præsident’) giver en fuldkommen rørende præstation som den troskyldige skrigeskinke, offer for eget selvbedrag og for omgivelsernes feje ’hensynsfuldhed’ eller bjergsomhed.

Lige til to unge ’anarkister’ får hende til at optræde offentligt. Paris anno 1921 serveres (lidt for) komplet fra overklassehyklerne til dadaistavantgarden, fra en skabsbøsset sanglærer og en skægget spåkone til godsets sorte majordomus, madames trofaste hjælper.

Hun deler navn med Margaret Dumont, som spillede rig operafan hos Marx Brothers, men ’Marguerite’ forener faktisk farcen med den tragedie, hvis fem akter fruen gennemlever så tappert, at man hjerteligt under hende en lykkeligere udgang.