Efter 2014-succesen med islandske Benedikt Erlingssons barokke episodekomedie ’Om heste og mænd’ og deres ustyrlige drifter har det været uimodståeligt nærliggende at give dette drøje drama af landsmanden Grímur Hákonarson den danske titel ’Blandt mænd og får’.

Men før Dan Jørgensen sender dyreværnspatruljer til et land, der allerede har plager nok, må det anstændigvis konstateres, at den ny films originale titel slet og ret er ’Hrútar’, og at den dækker bedre. ’Væddere’ betyder ordet, for filmen handler om alfahanner: to præmievæddere i hver sin flok. Og især to brødre som ejere af hver sin vædder.

Kristinn og Gudmundur hedder de, gråsprængte og skæggede ungkarle. Kiddi bor på slægtsgården, lillebror Gummi i et nyere hus med avlsbygninger 40-50 meter derfra. Men den mentale afstand mellem dem kan måles i lysår: I hen ved 40 år har de ikke vekslet et ord med hinanden!

Nu vil skæbnen, som man siger, at de vinder årets 1.- og 2.-præmie for den bedste avlsvædder, med kun en decimals pointforskel. Og at Gummi med andenpræmien samtidig opdager tegn på, at Kiddis førstepræmievinder lider af scrapie, fårs og geders udgave af kogalskab. Er han nu bare misundelig? Eller holder diagnosen også hos dyrlægen, så loven må følges: nedslagtning af samtlige flokke i den afsidesliggende dal?

Mens nogle naboer i dalen, hvis hele økonomi hviler på fåreavlen alene, må opgive bedriften og flytte, kommer dyrlægen Katrin (dansk-islandske Charlotte Bøving) og hendes hold nærmere og nærmere brødrenes gårde. Og filmen stadig tættere på de tos forskellige reaktionsmønstre: Gummi synes mest fornuftig og lovefterrettelig, mens hidsigproppen Kiddi er ved at myrde budbringeren, altså broderen, og nægter at lade sin flok slå ned og staldens inventar brænde. Da myndighederne alligevel gennemfører det, drikker han sig fra sans og samling og er ved at dø af kulde i sneen foran Gummis hoveddør.

Nød bryder alle love og selv 40 års tavst fjendskab, men dermed er krigen langtfra slut. Dens forbløffende og bevægende eskalering kan bare ikke røbes her.

Broderkrigen, vistnok udsprunget af et Kain og Abel-mønster i forhold til deres afdøde far, er en stillingskrig, om nødvendigt med Kiddis hund som budbringer af kortfattede skriftlige beskeder. Det utrolige er, at tavsheden kan være så talende, takket være Sigurdur Sigurjónssons og Theodór Júliussons udtryksfulde ordknaphed som henholdsvis Gummi og Kiddi.

Selv Islands berømte fagre lier, landskabets lange bakkestrøg, taler med i Sturla Brandth Grøvlens fotografering, som må have medvirket til at bringe filmen i Cannes-konkurrence og sikre den 5-6 andre festivalpriser. Men vigtigst er selvfølgelig filmens diskrete og menneskekloge afdækning af, hvordan så stærkt, ja, hadsk et modsætningsforhold mellem to brødre modsvares af en lige så dyb gensidig afhængighed.

Arrangementet med to brødre i krig på det mest afsides sted ligner i udgangspunktet en af svenske Torgny Lindgrens bedste fortællinger, ’Humlehonning’. Men mens den nordsvenske roman blev læst som allegori over Øst-/Vestberlins betændte forhold, inviterer fårekrigen på øen i Nordatlanten vist ikke til metaforisk udlægning. Ud over den banale, at intet menneske er en ø.

fortsæt med at læse

Ny film dokumenterer finanskrakket på plat og pegefingerpædagogisk vis