Hestefilm har masser af liderlige vrinsk fra såvel heste som mænd

Lyt til artiklen

Med hestenes driftsliv er det, som når bønder elsker: Naturen må gå sin gang.

Som begge dele sker i denne drøje menneskelige komedie om tølt-cowboys og deres liv og død midt i Nordatlantens landskabelige skønhed.

Aldrig var lierne så fagre! som Njáls ven Gunnar udbrød, da han i sagaen var på vej i landflygtighed, men lod et sidste blik glide over hjemmet og landskabet – og så alligevel måtte vende om, tilbage til sin gård Hlidarende, til sin lunefulde, langlårede Halgerd. Og til sin bratte og voldsomme død.

Længsel og sagaer

Fotografen Bergsteinn Björgúlfsson må have haft det som Gunnar mange gange under optagelserne til denne islandske tragikomedie.

Hans længselsfulde panoreringer hen over Islands kun forsøgsvis grønne sletter, sparsomt mosgroede lavaskråninger og blåhvide jøkelglimt i det fjerne er nærmest hypnotiserende smukke billeder af detaljens drama i helhedens monotoni: Hver en græstue eller vandpyt opleves som en sensation. Med eller uden de himmelske kor, prisbelønnede David Thór Jonssons score ikke viger tilbage for.

Men landskabsbillederne er kun en af mange årsager til, at man skal se ’Om heste og mænd’ og uvægerlig komme til at tænke i sagabaner. Aldrig var vel lierne så fagre som her, men heller aldrig var fagre dyr og fåmælte mennesker så liderlige. Og tag ikke fejl af deres ordknaphed – der er vrinsk i dem, både i heste og mænd. For slet ikke at tale om kvinderne.

Ydmygende hestetur

Nå, heste kan jo tæmmes, og mennesker med, indtil naturen igen går over optugtelsen.

Som nu smukke, modne Solveig, der har inviteret lige så modne og stovte Kolbeinn til middag.

Hendes gamle mor og mindreårige søn er med som anstand, men naboerne på tre-fire gårde kan kun følge Kolbeinns ankomst på sin hvide hoppe, pausen under spisningen inden døre og så Kolbeinns ydmygende hjemtur: Han og hoppen bliver indhentet af Solveigs meget veludrustede sorte hingst, hvis brunst intet hegn kan standse.

Hingst og hoppe fuldbyrder, hvad Kolbeinn og Solveig ville – og alle naboerne følger med i kikkert! Med de afstande mellem gårdene rækker gadespejle ikke.

Drifternes bål

Filmens tone er slået an: Når drifternes bål er tændt, må det futte af, om så alle broer brænder med. Det gælder også ham, hvis altoverdøvende tørst tvinger ham langt til havs på hesteryg for at praje den forbipasserende russiske coaster ’Kropotkin’ og bytte sig til to dunke vodka – uden at fatte mandskabets snak om, at det er rensprit og skal fortyndes.

Ham går det lige så ilde som bonden Egill, der på sine jorder har spærret en hævdvunden sti, der udgør en genvej over en højderyg.

Grimur, hans nabo højt til hest, klipper bare pigtrådshegnet over, og i sit raseri eftersætter Egill i sin traktor. Egill kører galt, og Grimur mister et øje under skærmydslerne og ligger halvt bevidstløs af smerter og smertedulmende druk, indtil han bliver fundet ved et tilfælde under indfangning af en håndfuld mere eller mindre vilde heste.

De heste fanger kække unge Johanna, til mændenes modstræbende beundring. Igen går lommelærken rundt. Juan, en latinamerikansk cykelturist, beundrer hende så meget, at det koster ham en dybt traumatiserende snestormsnat alene i ødemarken.

Kvinderne står stand

Hver enkelt episode står stærkt, men mindre i kraft af de blodige strabadser end af den sammenbidte lidenskabelighed hos disse mennesker En selvfølgeligt målrettet adfærd, som man vel mere forbinder med dyr. Som nu de seje, langmanede og lavbenede, men overordentlig smukke islandske heste.

Hver ny episode indledes da også med et spejlbillede af et landskab, en rytter eller et hus – reflekteret i et levende, blinkende hesteøje. Kameramagi igen, men selvfølgelig også manusforfatter og debutinstruktør Erlingssons letfattelige vink med en vognstang: Heste og mænd er i bund og grund på lige fod.

Som i det kostelige slutoptrin: Efterhånden som mændene falder bort af mangel på selvdisciplin, bliver enlige kvinder tilbage. Den afsluttende indfangning af vilde heste bliver til en slags én mand frem for tre enker: Hvem af dem kan redde sig en ridetur alene med Kolbeinn? Solveig lader ikke sin sorte hingst noget efter i målbevidsthed.

Selvopholdelse og selvtægt

Som mange af nutidens islandske romaner bygger 45-årige Erlingssons spillefilmdebut bevidst på sagaens lakoniske sprog og fortællestruktur af sammenspundne enkeltskæbner.

Som teaterinstruktør har han bl.a. tidligere sat sagaerne om Gunnløg Ormstunge og Egill Skallagrimsson på scenen (og som skuespiller selv medvirket i Triers ’Direktøren for det hele’). Men filmen spejler også i nutid et socialt liv baseret på evnen til selvopholdelse – og selvtægt.

Et landligt samfund med »bunker af lovparagraffer og domstole, men ikke noget politi til at eksekvere dommene«, som Thomas Bredsdorff skrev i avisen i mandags, vel at mærke om sagaernes Island for tusind år siden.

LÆS ANMELDELSE

Nyoversættelse af de islandske sagaer er 5,6 kilo litterært guld

Moden film

Når historien, trods sin simple opbygning i enkeltepisoder, virker så moden, skyldes det vist endelig også de medvirkendes alder.

I stedet for automattankegangen om, at driftslivet gør sig bedst iført helt unge, spændstige menneskekroppe, spilles Solveig her med bunden varme og autoritet af 50-årige danske Charlotte Bøving over for 51-årige Ingvar E. Sigurdsson som den efterstræbte Kolbeinn.

Ikke ligefrem billedskønne, bare ganske flotte begge to, og blandt andet i kraft af deres alderstegn – ikke på trods af dem. Ligesom resten af den charmerende film er de nede på jorden i vores egen nåhøjde, dér hvor selv det tragiske kan udløse guddommelig latter over al den dårskab, drifterne afstedkommer. Hos heste og mænd.

Søren Vinterberg

fortsæt med at læse