Højt oppe over saltørkenen i det nordvestlige Indien passerer et fly som en hilsen fra den teknologisk avancerede omverden.
Nede i ørkenen er der ingen elektricitet, intet vand, ingen huse, når familien Chhanabhai ligesom ca. 40.000 andre indiske familier hvert år forlader deres landsby og flytter ud i ørkenen i otte måneder for at udvinde og sælge salt.
De øvrige fire måneder af årets gang forvandler monsunregnen ørkenen til hav.
Japansk drama fortæller mesterligt om søskendekærlighedens forunderlighedI ’My Name Is Salt’ følger den indiske instruktør Farida Pasha livet, som det udvikler sig for de tre generationer af familien Chhanabhais gennem otte måneder i ørkenen et år. Uden interviews, indtaling eller andre forklarende elementer viser Pasha og ikke mindst hendes lydfolk og fotografen Lutz Konermann, hvordan familiens spartanske tilværelse og møjsommelige, fysisk krævende arbejdsdøgn former sig.
’My Name Is Salt’ er ren cinéma vérité. Både den ukommenterende stil og en bevidst fremhævelse af gentagelser og langsommelighed i arbejdet med at udvinde salt med de bare næver og fødder gør, at man som publikum føler sig så meget som muligt til stede i ørkenen. Under processen bryder de hvide knasende krystaller af salt efterhånden landskabets ellers matte grå overfalde.
Alle forelsker sig i Noora i sæson 2 i 'Skam'En stor del af indernes arbejde består i at stampe saltet op i repetitive og indimellem nærmest dansende meditative bevægelser. Symbiosen mellem ørkenen og kroppene er mættet af ro. Optagelserne af samværet mellem børn og forældre er uforskønnede og smukke. Og som tilskuer falder man ind i familiens liv, holder op med at fokusere på fattigdommen og begynder at spørge sig selv, hvad meningen mon er. Med det hele.
fortsæt med at læse
