Hvis man i strømmen af ærkeamerikanske Avengers-filmatiseringer har savnet lidt østlig kampsport og meditativ verdensanskuelse, er tiden nu inde til at få savnet afhjulpet. Med superhelten Doctor Strange, der opnår sine bogstaveligt verdensomvæltende kræfter i et klosterlignende fællesskab i Nepal. Og længes man efter at se skyskrabere spalte og vride sig i to på den lange led, så er Marvels nyeste omplantning af en superhelt fra tryksag til levende billeder den rene Imax-fest for øjet.

Men så skal man heller ikke skrue forventningerne højere op. Dybere indsigt i verdensaltet og menneskesindet savner filmen desværre lige så meget som supplerende sideplots, overrumplende spring i personudviklingen eller ligefrem betagende skuespilkunst. Hvad den sikkert heller ikke behøver for alligevel at blive endnu en solid kassesucces for Marvel.

Lige god, lige ond - fra start til slut

Excentriske doktorer er tegneseriehistorien rig på, lige fra Jens Lyns makker, Dr. Zarkov, og ’manden af bronze’, Doc Savage, begge fra 1933, til fænomener som Dr. Druid, Dr. Fate, Dr. Mid-Nite, Doctor Nemesis, Dr. Occult m.fl. Og altså ikke mindst, siden seriehæftet Strange Tales nr. 110 i 1963, doktor Stephen Strange: en lige så exceptionelt begavet som selvfed og arrogant N.Y.-stjernekirurg, der kun med nød og næppe overlever en bilulykke med finmotorikken så forringet, at han vælger omskoling til østlig kampsportsvismand.

Filmen fikser seriens forhistorie op og ændrer bl.a. mødet med den senere kampfælle Mordo, men i Kathmandu møder den delvis invaliderede kirurg stadig Den Ældste alias The Sorcerer Supreme (’Ærkemageren’ på dansk!?), her i Tilda Swintons komplet glatragede skikkelse. I sit klosterlignende center Kamar-Taj indvier hun vor mand i visse af ’multiversets’ parallelverdener, mysterier og magiske kræfter.

Ikke just ydmyg vil han snyde sig til resten og kastes fluks ud i kampen mod den frafaldne discipel Kaecilius i alliance med mørkets magter. En kamp på livsfarlige virtuelle våben med passage gennem ildsprudende tids- og steds-portaler, sorte ormehuller og einstürzende Neubauten (omend til anden musik), kulminerende i Stranges genrejsning af en ruinby og sløjfe på tiden – et dejavu, som rækken af alt for identiske kampscener dog allerede ufrivilligt har foregrebet.

I kampens hede opnår Doctor Strange sine supervåben, levitationskappen og Agomottos Øje, der gennemskuer modstanderen. Men også dét gjorde vi andre jo allerede i filmens slagkraftige optakt, så trods bister mine og stygt gnistrende mascarablik bliver Mads Mikkelsen som skumle Kaecilius aldrig værre end fra start.

Heller ikke Benedict Cumberbatch finder udtryk for nogen iøjnefaldende udvikling som Strange selv, manieret Mensa-medlem ligesom Sherlock Holmes, nu bare boende i Bleecker Street 117, Greenwich Village. Men bliv trods alt siddende gennem rulleteksterne, der er en rosin i pølseenden.

fortsæt med at læse

Marvel vil ikke genere Kina: Hollywood 'hvidvasker' igen igen