Lyt til artiklen
Med åben mund og polypper ser jeg på billedet af et bjerg af babyer i et mørkt endeløst rum. Så skiller en af dem sig langsomt ud af den gigantiske bunke små drengekroppe og kravler mod lyset, der som i et maleri af Caravaggio synes at komme alle steder og ingen steder fra.
Det er et mærkværdigt og fantastisk billede. En næsten surrealistisk allegori og så alligevel samtidig et naturtro skilderi fra en anden verden. Er det sådan, man kan forestille sig, der ser ud blandt de små børn, som venter på at blive født i katolikkernes himmel? Og hvem skiller sig ud? Måske den lille fyr er den kommende unge pave?
