For hovedpersonen David Aames (Tom Cruise) i Cameron Crowes velfungerende psykologiske thriller 'Vanilla Sky' bliver livet tilsyneladende både en drøm og et mareridt. Og det er samtidig disse mange lumske overgange mellem det virkelige og det uvirkelige, der skaber filmens raffinerede spænding og gør den så fascinerende. Der er hele tiden en ny dør, der kan åbnes ind til et nyt rum, og når man træder indenfor, er der - et nyt rum med en ny dør. Det er ikke så sært, at Aames er ved at blive vanvittig. Han vil bare ud af labyrinten, have fast grund under fødderne. Han vil have et liv. Sit eget liv. Men måske er det hele bare noget, han drømmer? Der er i hvert fald god grund til, at filmens spanske forlæg har originaltitlen 'Abre Los Ojos'. For 'Vanilla Sky' handler om at åbne øjnene. Om at turde åbne øjnene, om at ville. Det er måske netop dette, som er så svært for den sorgløse rige playboy David Aames. Han er en mand, der med sit eget udtryk »står på snowboard gennem livet«. Bestyrelsen i det bladimperium, han har arvet efter sin far, kalder ham 'den store dildo'. Han er overfladisk og ansvarsløs over for andre mennesker. Han har et uforpligtende seksuelt forhold til Julie (Cameron Diaz), men han er bestemt åben for andre muligheder. Det er dette, der udløser filmens handling. Og får skruen til at strammes, mareridtet til at folde sig ud i Davids tilværelse. Men allerede nogle indledende scener i 'Vanilla Sky' viser, at noget går forfærdeligt galt. For det viser sig, at Davids historie fortælles i lange tilbageblik. Imens hovedpersonen selv fører en alvorlig samtale med en psykolog (Kurt Russell): David er anklaget for mord, og hans ansigt er skjult bag en maske, for han er tilsyneladende frygtelig vansiret efter en ulykke. Nu følger den tågede og springende, men aldrig uinteressante beretning om Davids møde med virkeligheden. Eller er det mareridtet? Han har holdt en fødselsdagsfest, hvor han ikke har inviteret Julie. Hun dukker alligevel op og lægger an på ham. David må imidlertid afvise hende, for han har fået øje på Sofia (Penelope Cruz), som vennen Brian (Jason Lee) er sammen med. Aftenen slutter med, at David følger Sofia hjem. Og han bliver som forandret - liver op, vågner op - da hun kysser ham. Han forstår, at dette er noget andet. Dette er liv, kærlighed. Ansvar, andre mennesker. Men da han forlader Sofias lejlighed, venter Julie på ham. Hun er skuffet, bitter. Og under det efterfølgende skænderi i hendes bil kører hun galt. Med forfærdelige følger. Julie dør. David ligger i koma i tre måneder, men overlever altså med et vansiret ansigt. Indtil dette sted i handlingen er det nogenlunde let at adskille drøm, virkelighed og fantasi i 'Vanilla Sky'. Men nu strammer det til. Nu udvikler filmen sig til en lunefuld og drillesyg, men også elegant gennemført leg med tilskueren i mørket. Her er der hele tiden en æske inde i æsken. Og en ny dør, der fører ind til et nyt rum med en ny udgang (mens det lækre lydspor af håndplukkede rocksange forsøder den uransagelige rejse). Hvad skete der efter Julie og Davids ulykke? Hvilket mord er det, David er anklaget for at have begået? Dette er hovedspørgsmålene i den efterfølgende kispus, hvor synsvinklen gang på gang veksler svimmelt mellem Davids forestillingsverden og realiteternes virkelighed. Eller det, der ligner. For forvirringen bliver på et tidspunkt så komplet, at 'Vanilla Sky' synes at slå over i science fiction-genren. Mens den andre steder - med sin skildring af højdeskræk og sit plot med to kvinder, der forveksles i fantasien - er en slet skjult cadeau til Hitchcock-klassikeren 'Vertigo'. For svimmel er 'Vanilla Sky'. Og det bliver man også af at se den. I det hele taget er det nok filmens største svaghed, at Cameron Crowe ikke helt kender sin begrænsning, men fører forvirringen så konsekvent igennem, at hele filmen er ved at minde om en visuel tryllekunst uden ret megen alvor og eftervirkning. Hvilket er en lille smule ærgerligt. For i hovedrollen er Cruise god nok til at bære det meste. Hvilket bl.a. vil sige hele denne udspekulerede historie om, at man ikke kan flygte fra sin fortid. Det, man har gjort og oplevet, følger altid med. Er her altid. Nu. Det er uhyggeligt. Især fordi det kan vise sig at have et moralsk eller ligefrem eksistentielt aspekt. Der er en skyld eller synd involveret. Og det er der måske ekstra tydeligt i 'Vanilla Sky', fordi filmen er en bearbejdning af den spanske og dermed katolsk farvede 'Abre Los Ojos'. Davids mangeårige egoisme har en pris. Han bliver ude af stand til at få et harmonisk og seriøst forhold til Sofia. Alt dette dækker Tom Cruise meget sikkert og kompetent. Han er fortvivlet, forundret, forklaret. Hans smil er smørret. Og hans smil stivner. For hans drøm bliver måske et mareridt, og han kan ikke åbne øjnene. En større svaghed er det nok, at Penelope Cruz ikke slår til som Sofia. Hun er køn, smuk, fotogen. Men den personlighed og udstråling, den kvindelighed i kød og blod og begavelse, der skal feje benene væk under David og forandre hans liv, er svær at registrere. Men på den anden side er det jo slet ikke sikkert, at de får hinanden til sidst.