Kan en jøde være antisemit, nynazist med det program at udslette jøder? Og kan man forstå eller ligefrem føle med dette modsætningsfyldte og modbydelige menneske? Svaret er ja. Det viser sig i mødet med én af de væsentligste film, der i mange år er kommet fra USA: 'The Believer'. Tvangspensum for både domprovster og overrabbinere! Provokerende i sin intelligente psykologiske og politiske dialektik og filmisk så stil- og målsikker i sin form, at den fik førsteprisen på independent-filmenes Sundance Festival 2001. Og kun en betalingskanal på kabel-tv turde distribuere den i første omgang, hvilket formelt forhindrede Oscar-nomineringer, som debutinstruktøren Henry Bean (erfaren manuskriptforfatter til bl.a. 'Internal Affairs' og 'Venus Rising') og hovedrolleindehaveren Ryan Gosling (canadisk filmdebutant med stor fremtid) ellers er selvskrevne til. Filmens troende titelfigur - frit digtet over en autentisk nynazist, der begik selvmord ved afsløringen af hans jødiske herkomst - er Daniel Balint, en superintelligent ung newyorkerskinhead, som forklarer sin nærmest skizofrene foragt for sit eget folk med udsagn som dette: »Hvis Hitler ikke havde eksisteret, ville jøderne have opfundet ham!«. Jøderne?! Ja, for de har rendyrket offerrollen og svigtet den tilskyndelse, den unge mand anser for den naturlige: »Dræb din fjende«. De har gjort sig til ét med martyriet, argumenterer han, her på linje med den amerikansk-jødiske historiker Norman G. Finkelsteins pamflet imod 'Holocaustindustrien' (dansk udg. marts 2001). Allerede i den jødiske skole i Bronx var lille Danny fritænker. Hvorfor forlangte Gud, at Abraham skulle ofre sin søn Isak? For at prøve Abrahams tro, lyder lærerens fromme svar. Men Dannys: Gud ville bevise sin almagt til at forlange det mest stupide, for han er en magtsyg galning! Den intelligente dreng har jo et argument, men bortvist bliver han, hjemløs som Isaks forsmåede halvbror Ismael, ifølge islamisk tradition stamfar til arabiske folkeslag, herunder palæstinenserne! (Og en velkendt figur for amerikanere, også fordi Melvilles nationalt tilbedte roman 'Moby Dick' begynder med de ord: »Kald mig Ismael«.) Oprøret mod den rette lære(r) indleder filmens lydside og dukker op igen og igen, stadig mere udbygget som erindring og nøgle til forståelsen af Dannys psykologi. Men også som metafor for fornuftens kortslutning i nutidens politiske modsigelser, en åben udfordring af den amerikansk- israelske lobbys mest bigotte selvforståelse. Sønneofret på Morias Bjerg bliver 1. Mosebogs egen demonstration af det absurde i at bygge menneskelig eller politisk retfærdighed på tro. Og Danny en omvandrende påmindelse om, at bødlen også er en frugt af ofrets afmægtige livssyn, ikke kun omvendt. Om en pervers logik, hvor be/bosættelse og direkte eller indirekte mord legitimeres som forebyggelse af eget martyrium og hjemløshed. Så Danny er hellere bøddel end offer. Han fornægter fortiden, rager hovedet glat, trækker i en hagekors-T-shirt og giver sig til at forfølge jøder. Fra første billede ser vi ham chikanere og derpå gennembanke en anden ung mand uden anden 'grund', end at den anden bærer kippa (kalot). Råheden følges op på en træningslejr, hvor skinheads skyder til måls efter skydeskiver af udseende som en jødisk familie, chikanerer et koshercafeteria og hærger en synagoge. Som 'straf' idømmes de konfrontation med overlevende holocaust-ofre - og en gammel jødes beretning om at se sin treårige søn spiddet på en tysk bajonet bringer Danny i harnisk: Hvorfor kæmpede du ikke imod? En af glatnakkerne er et ekko af historierevisionisterne: Udryddelsen fandt slet ikke sted, højest et par hundrede tusind døde. Sludder, indvender Danny, så ville Hitlers indsats jo være en fiasko - flere millioner lejrfanger, og så kun 200.000 døde!? Ifølge samme diabolske logik skal jødehad også forklares som instinkt! Giv ingen andre argumenter, dem vil jøderne straks forvride, lyder Dannys råd til ligesindede. Ikke kun de bøvede skinheads, white trash som i 'American History X'. Nej, et velhavende par på den politiske højrefløj (Theresa Russell og Billy Zane) har blik for hans evner og introducerer ham som fundraiser i højborgerlige nyfascistkredse. Men tragedien snører sig sammen, 'afsløringen' af ham som jøde truer ude som inde fra (og vi oplever det virkelig som en trussel - skønt det kan redde liv): Han er kigget ud af en New York Times-journalist (virkelighedens model for Danny var selv NYT-journalist), og han dyrker selv i hemmelighed tora-læsningen »for at kende fjenden« og undervise sin kæreste. Hun spilles af Summer Phoenix som fascistfruens datter, en af de spinklere begrundede figurer; Dannys langtfra dumme far (Ronald Gutman) er også kun nødtørftigt skitseret ind i historien, som med dramaturgisk hensynsløshed søger mod målet: At vise sex og race, fortid og nutid, afmagt og magt som én samfundsfarlig sprængladning, med troen som tændsats. Som dobbelt martyr for magtens og afmagtens på én gang moderne og tidløse fundamentalisme står Ryan Goslings figur tilbage i én efter filmen, lige så uforglemmelig som ufordragelig.