Actiondrama Filmudgaven af vampyrdramaet 'Blade', inspireret af tegneseriefænomenet af samme navn, så første gang dagens lys i 1998 med Wesley Snipes i titelrollen - som 'daggængeren' Blade, der var halvt menneske, halvt vampyr, og som derfor blev menneskehedens effektive våben i kampen mod de blodtørstige fantasivæsner. Nu er Blade så tilbage, i filmen 'Blade II'. Instruktøren er ny, mexicanske Guillermo Del Toro, men man kan roligt sige, at selve historien er mere af det samme. Den har bare fået en tand til. Og når dét sker i vampyrkredse, er der som bekendt ingen grænser for, hvor meget og hvor voldsomt blodet kan springe. Det gør det så. Springer og springer. Det blegsotige og henholdende har absolut ingen plads i dette univers. For også handlingsmæssigt er der lagt op til, at Snipes denne gang kommer på overarbejde. Der er nemlig sket det, at der er opstået en ny race af supervampyrer, som med deres vanvittige blodtørst og overnaturlige kræfter truer både menneskeheden og de mere almindelige, knap så dødbringende og ubarmhjertige vampyrer. Nu må Blade naturligvis i aktion. Og et af de mere spidsfindige træk ved 'Blade II' er, at han for at komme supervampyrerne til livs må alliere sig med et særligt faretruende vampyrhold, der oprindeligt var specialtrænet til at udrydde ham selv. Nå, men spidsfindigheder kan vi roligt lade ligge. For i 'Blade II' gælder det bare om at komme til sagen. Filmen er således stort set ét langt actiondrama, hvor underholdningen atter og atter skal udspringe af en række kontante og tempofyldte opgør, som stilistisk placerer sig midtvejs mellem eksplosionsstyrken i et løbsk fyrværkeri og koreografien i asiatiske kampsportsfilm. Desuden er filmen ganske gennemført som scenografi og visuel idé - skinnende blåsort, dekadent og betændt - men det hjælper alt sammen ikke noget, når det er den samme scene, det samme slagsmål, den samme overdrivelse, man ser igen og igen. Blod er tykkere end vand. Men 'Blade II' er alt for tynd.