To lejemordere forklædt som chauffører bliver i sidste øjeblik forhindret i at likvidere en smuk, ung kvinde, da limousinen bliver vædret af en bilfuld hujende teenagere. Kvinden er den eneste, der overlever sammenstødet. Forvirret og forslået forlader hun ulykkesstedet på den højtbeliggende Mulholland Drive og vakler ned i nattens Los Angeles, der ligger udstrakt som en omvendt stjernehimmel strøet ud for hendes fødder. To af politiets detektiver møder op ved dødsulykken. De finder et sæt øreringe for meget i ulykkesbilen og aner ugler i mosen. En kvinde er forsvundet i L.A.s menneskehav. Hvem er hun? Hun ved det ikke selv. Hvem vil dræbe hende og hvorfor? Sådan starter en rigtig krimi da vist! Thi Mulholland Drive er et navn, der oser af Hollywood og af privatdetektiver med bløde hatte og hårdkogte replikker. Oplægget kan næsten ikke være mere klassisk film noir. Men 'Mulholland Drive' er ikke en genre-film. Den er nemlig instrueret af David Lynch, og i hans hænder er den ulmende noir en stemning og en legeplads snarere end en konvention, der skal overholdes. Detektiverne, der ligner hovedpersoner, er på sporet, men forsvinder selv sporløst ud af filmen, endnu inden den rigtig er kommet i gang. Lynch tager systematisk klichéer fra konventionelle genre-film og tømmer dem for indhold. Derved får de et nyt liv som tegn og vild-spor. Med tilnavnet Drømmefabrikken leverer Hollywood kommercielle drømmebilleder til en hel verden. Men de begivenheder, David Lynch lader udspille i 'Mulholland Drive' har en langt mere reelt drømmeagtig karakter. At se 'Mulholland Drive' kan minde om den tunge, uromættede søvn hen under morgenen, hvor man drømmer, næsten vågner, strejfer overfladen, dykker igen og drømmer videre, uroligt. Den ene drøm afløses af den næste, der ikke er en direkte fortsættelse, men antyder en foruroligende følelse af en sammenhæng, der lige præcis undslipper. Man snapper efter luften, der er iltfattig, tung, sødlig. Man ligger halvvejs vendt ind i en anden verden. Drømmene har deres egen uafrystelige realitet hinsides den logik, man forgæves prøver at fatte dem med, når man først har kæmpet sig vågen. Det er sådan, 'Mulholland Drive' opleves. Som en filmdrøm, der kun adlyder den logik, der udspringer af dens særlige Lynch-stemning. For nogle år siden kunne man i Paris se en udstilling med billeder af maleren David Lynch. Her kunne man tydeligt se, at maleri og film var to sider af samme sag for billedkunstneren Lynch. Han kommunikerer uhyre bevidst med farver, og på malerierne kunne man foruden paletten genkende en række af de symboler, der går igen i hans film. Symboler, der ikke venter på en psykoanalytisk facitliste, men er symboler, der får deres betydning i kraft af at blive gentaget igen og igen af Lynch i hans værker: de feststemte teenagere i deres dødsridt på Amerikas fortabte landeveje. Ilden, der bryder ud. De tunge, blodrøde gardiner. Den dyrisk stakåndede stønnen fra en usynlig trussel. Den magtfulde mandsling. Skønheder og udyr i skræmmende parløb. For slet ikke at tale om coiffure a la 'Frankenstein's brud'. Højt hår, som via Lynchs debutfilm 'Eraserhead' og science fiction-floppet 'Dune', er blevet etableret i hans univers og for den sags skyld stritter så kækt oven på instruktørens eget hoved. En frisure, der så glimrende illustrerer mottoet fra hans Barry Gifford-filmatisering 'Wild At Heart' - The world is wild at heart and weird on top'. Så vild og så mærkelig er hans verden, at symbolerne i hans film fungerer som en slags talismaner. På én gang besværgelser og ildevarslende ikoner. Som ingen anden nulevende instruktør definerer Lynch selv indholdet i sit eget billedsprog. Siden 'Twin Peaks' ser man en række unge kvindeansigter, stylet til kunstfærdig perfektion. Med deres røde læber og rene træk fremstår de som kitschede pinupper. Nærmest parodisk smukke ansigter. På én gang en glittet besværgelse og en paradoksal påmindelse om den forrådnelse, der venter alt levende uanset mængden af makeup. Skønhed er lindring, mente digteren Joseph Brodsky. Men hos David Lynch føles skønheden snarere som en betændelsestilstand. 'Mulholland Drive' var tænkt som en tv-serie. Men meget tyder på, at det krævende handlingsforløb og et dampende hedt lesbisk forhold skræmte de amerikanske investorer langt væk. I stedet blev det franske penge, der sørgede for, at filmen blev realiseret. Er filmen en aborteret tv-serie? Måske ligefrem to afsnit forsynet med en slutning? Det er muligt, men også ret ligegyldigt. For så man den sammenklippede filmversion af tv-serien 'Twin Peaks', vil man vide, at handlingsforløbet nærmest var irrelevant. 'Twin Peaks' handlede om stil, stemning, figurer og pirring. Om Killer Bob og en pokkers go' kop kaffe. Slægtskabet mellem 'Twin Peaks' og 'Mulholland Drive' er tydeligt. I begge tilfælde fristes man til at hævde, at atmosfæren, spundet af Angelo Badalementis underlægningsmusik, udgør en kraftigere rød tråd end plottet. 'Twin Peaks' var både uhyggelig og en drilsk leg. Hvilket er, hvad 'Mulholland Drive' forener med den mørkere og mere tillukkede gådefuldhed fra 'Lost Highway'. For selvom 'Mulholland Drive' rummer nogle af de mest urkomiske scener, Lynch har lavet, udgør afgrunden i fortællingens nervecenter så faretruende et sug som nogensinde. En fascination af, hvor tynd en membran der adskiller normalitet og idyl fra det perverterede og det altopslugende mørke, er den tematiske kerne i David Lynchs værk. Kradser man med neglen i popkulturens overflade, får man et glimt af helvede. Lynch debuterede bemærkelsesværdigt i 1978 med det knitrende elektriske mareridt i sort og hvid kaldet 'Eraserhead'. I 1980 instruerede han 'Elefantmanden'. En regulær, bevægende og uhyre velspillet filmatisering af den sande fortælling om mennesket inden i den vanskabte elefantmand. En konventionel film og en fortjent succes, hvor hovedpersonens deformitet var det mest Lynch'ske. Hans filmatisering af Frank Herberts populære science fiction-roman 'Dune'(1984) blev et flop af de helt store. En intergalaktisk rodebutik, der i dag kun påkalder sig interesse, fordi man kan notere sig, hvor mange David Lynch'ske elementer (højt hår), han trods alt fik smuglet forbi de 50 millioner dollar, filmen kostede. Men i 1986 lavede han så med 'Blue Velvet' den første 'rigtige' David Lynch- film. Bag forstadens facade lurede mareridtsagtige kræfter. Zoomede man ind på parcelhusets pæne græsplæne, ville man blandt græsrødderne kunne se en kriblen og en krablen, der dækkede over en brutal kamp for overlevelse. David Lynch havde fundet 'hjem'. Vejen til Killer Bob lå åben. 'Håndlangerne' og 'Pulp Fiction' gjorde Quentin Tarantino til 1990'ernes mest kultisk dyrkede amerikanske instruktør, men inden da havde David Lynch haft rollen takket være den vildt underholdende 'Wild At Heart', der vandt Guldpalmerne i 1990. Det helt store folkelige gennembrud kom med tv-serien 'Twin Peaks' (1990-91) efterfulgt af de mindre heldige forsøg på at følge Laura Palmers univers op på biograflærredet. Først i 1997 kom den kuldslåede 'Lost Highway', der var hans mest lukkede og symbolmættede film til dato. Helt ukarakteristisk valgte Lynch dernæst at lave en varm, enkel og såre menneskelig historie. Nemlig 'The Straight Story'. En varm og værdig og adstadigt fortalt historie om den gamle Alvin Straight, som på sin havetraktor en sidste gang begiver sig ud ad den lange lige landevej for at nå at gøre sit livsregnskab op. 'The Straight Story' - der foruden hovedpersonens navn spiller på 'den ligefremme historie' - står mangfoldigt prisbelønnet som en strålende parentes i Lynchs produktion. Det ville have været en oplagt konklusion, at Lynch efter 'The Straight Story' nu skulle begynde at tænke i andre baner og lave mere konventionelle kvalitetsfilm. Men i stedet valgte han altså med 'Mulholland Drive' at vende tilbage til det syrede mørke i sit eget univers. 'Mulholland Drive' handler om to kvinder. Den ene mørk. Den anden lys. En kosmisk styling. Den forslåede mørke skønhed griber desperat i sit hukommelsestab til en filmplakat og kalder sig Rita efter den Rita Hayworth, der i 1946 spillede den fatale 'Gilda' i Charles Vidors film. Men i virkeligheden hedder Rita måske Camilla. Heldigvis får hun hjælp af den søde Betty. Betty er et uskyldigt pigebarn fra Deep River, Ontario, Canada. Netop ankommet til Hollywood med en naiv drøm om at komme til filmen. Men Betty hedder måske i virkeligheden Diane, og hvis dét er tilfældet, er hun måske også en mere erfaren skuespiller end hun lader ane. Én ting kan man være sikker på i en film af David Lynch: De fleste mennesker har hemmeligheder. For andre og for sig selv. I en eller anden forstand kommer vi alle sammen fra en by ved navn Deep River. Men imens uvisheden og uhyggen breder sig rundt om Rita og Betty, kan man bl.a. fornøje sig med fortællingen om filminstruktøren Adam Kesher og hans problemer. Adams kone puler med poolmanden, og mafiaen vil bestemme, hvem der skal spille den kvindelige hovedrolle i hans nye film. Ingen af delene spænder stille af. Hvilken kvinde skal være kvinden i hovedrollen i filmen om, dengang den amerikanske teenager var ung og uskyldig? Og hvilke roller spiller den mørke og den lyse kvinde i virkeligheden? Det er omkring disse spørgsmål 'Mulholland Drive' kredser drømmeagtigt. Til tider lige så uigennemskueligt som æggende. Hvilket ikke betyder, at der ikke til syvende og sidst er en slags hoved og hale i det underholdende og uhyggelige spil, hvor drøm og virkelighed blandes. Når Lynch med hjælp fra en radbrækket kronologi skaber sin egen djævelske logik. Forlanger man klar snak og ren besked fra start til slut, vil man let kunne blive irriteret over 'Mulholland Drive'. Men i stedet for at frustreres bør man gøre som juryen i Cannes. For eftersom de lod Lynch dele instruktør-prisen med Joel Coen (for 'The Man Who Wasn't There'), må de jo have nydt filmens gådefuldhed, dens kongelige humor, dens hede erotiske scener og ikke mindst de næsten kvalmende smukke billeder i David Lynchs spejlkabinet. Selvfølgelig sat til musik af Angelo Badalementis dekadente melankoli.