Uprising

Jøderne kæmpede en desperat og umulig kamp mod den nazistiske overmagt i Warszawa. - Foto: Miracle Film
Jøderne kæmpede en desperat og umulig kamp mod den nazistiske overmagt i Warszawa. - Foto: Miracle Film
Lyt til artiklen

Det er med udgangspunkt i de forfærdelige autentiske hændelser i den jødiske ghetto i Warszawa under Anden Verdenskrig, at den amerikanske instruktør Jon Avnet har lavet sin næsten tre timer lange film 'Uprising'. Hovedpunktet i filmen er skildringen af den jødiske modstandskamp mod den vældige tyske overmagt, efterhånden som det går op for de indespærrede, forarmede og udsultede jøder, at det er omsonst at forsøge at forhandle sig til tålelige forhold. Situationen i ghettoen forværres, deportationerne tager til. Forude venter udelukkende døden i gaskamrene i de nazistiske koncentrationslejre. I begyndelsen er der dog splittelse blandt jøderne om det nyttige i at gøre væbnet modstand. Formanden for Det Jødiske Råd, Adam Czerniakow (Donald Sutherland), er længe fortaler for forhandlingsvejen, men må til slut med stor rædsel se i øjnene, at den tyske hærledelse ingen nåde eller anstændighed kender. Anderledes besluttet på at gribe til våben er i første række læreren Mordechai Anielewicz (Hank Azaria), og det bliver nu ham og hans sammensvorne tilhængere i Den Jødiske Kampgruppe, som Avnet følger, efterhånden som konfrontationerne med besættelsesmagten spidser til og kulminerer med de borgerkrigslignende kampe i ghettoen i april 1943. Da er der langt op i den tyske ledelse krise over den uventede jødiske modstand. Den oprindelige øverstkommanderende er blevet afløst af den hårde general Stroop (Jon Voight), og da denne ydmyges af jødernes kampvilje, presses han allerede af den endnu mere ubønhørlige general Krüger (Jesper Christensen). I beskrivelsen af al denne krig, brutalitet og elendighed går Jon Avnet befriende nok ganske konventionelt til værks. Der er hverken kunstneriske omveje, spektakulære krumspring eller fikse idéer i 'Uprising'. Her findes udelukkende en fuldstændig hæderlig, gennemsnitlig og velkendt realisme. Dette medfører nok på en lidt uretfærdig måde, at filmen virker gammeldags - eller som et underligt deja-vu i forhold til en lang række beslægtede film - men det betyder også, at 'Uprising' fastholder en elementær og nødvendig alvor i sin udlægning af nogle reelt skrækindjagende autentiske begivenheder. For det er hele tiden den heroiske og desperate kamp mod den umenneskelige overmagt, der står i centrum. Der er tilløb til enkelte kærlighedshistorier i den store elendighed, men de forbliver konstant i udkanten af handlingen. Derfor kan man måske fastslå, at 'Uprising' er bedst på grund af dét, filmen undgår at havne i - nemlig det kulørte, det patetiske og det krigsforherligende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her