Den er fyldt med vidunderlig italiensk musik af en formidabel, sanselig årgang 1900. Men det er ikke kun ørerne, som den franske instruktør Benoît Jacquouts filmatisering af Giacomo Puccinis 'Tosca' taler til ved hjælp af tidens førende operapar Angela Gheorghiu og Roberto Alagna. Det er i lige så høj grad øjnene, der stimuleres af smukke, stoflige billeder. Selv brutal ondskab og voldsom død har en visuel skønhed over sig i en film, hvor der er kælet for hvert eneste sceniske arrangement. Når Tosca (Angela Gheorghiu) skrider hen over gulvet i Farnese-paladset, hvor den skinhellige, sortklædte skriftefader og bøddel baron Scarpia bor, så mærker man hadet og handlekraften samle sig i kvindekroppen under den meterlange, blodrøde kåbe. Og når Toscas elskede maler Mario Cavaradossi (Roberto Alagna) iført cognacfarvet ruskindsbuks, flødefarvet skjorte og følsom hestehale svinger en pensel hen over et gyldent maleri, kan man forstå, hvorfor hun begærer ham grænseløst og skinsygt. Til døden dem skiller. Filmen igennem forsøger billedkompositionerne - med stort held - at leve op til det høje niveau, som Puccinis musik har. Man behøver ikke at have operalske forudsætninger for at nyde at være i selskab med Benoît Jacquots mere klassiske end eksperimenterende treakter 'Tosca'. Men man skal indstille sig på, at det er en film, hvor fortællingen betyder mindre end den store musik og de betagende billeder. 'Tosca' indeholder dueller mellem kærligheden/ondskaben, mellem retfærdigheden/magtmisbruget og mellem troskab/forræderi. Det fortælles alt sammen i et enkelt handlingsforløb og i et langsomt tempo, der tager ærbødigt hensyn til komponistens musik. Når de to elskende gør kur til hinanden hos Puccini, synger de talrige, lyriske ord om deres bristefærdige begær. Og der er sekvenser, hvor billedsiden af hensyn til operaen bliver så stillestående, at man skal være meget vild med Puccini for ikke at komme til at kede sig et øjeblik. Heldigvis har især Angela Gheorghius Tosca og Ruggero Raimondis Scarpia nogle ansigter, der tåler lang tids close up -gengivelse. Der er næsten lige så meget liv i Angela Gheorghius' mørkebrune øjne og sødmælksbløde hud, som der er i hendes stemme. Og hun spænder fra kvidrende, ivrig flirt til en dyb sorg, der lyder som perler af tårer. Lige så godt for filmen er det, at instruktøren gør opmærksom på, hvordan musikken er indspillet på forhånd. Selve handlingen med de farvemættede billeder afbrydes indimellem af realistiske, sort/hvide optagelser fra Royal Opera House, Covent Garden, hvor Antonio Pappano dirigerer orkester og drengekor med hele kroppen. Andre gange er der i overensstemmelse med filmens libretto indlagt slørede, smalfilmsoptagelser af livet i Rom. I ingen af tilfældene afbrydes musikken. Den er søjlen i Benoît Jacquots smagfulde, musikalske billeddigt.