Som vi har lært, var våbenkapløbet efter Anden Verdenskrig i virkeligheden et kapløb om fred: Med tilstrækkelig gengældelseskraft parat kunne man true modparten fra at åbne krigen. Denne højt spil-tankegang, der var både NATO- og Warszawa-krigsmaskinernes alibi som 'fredsbevarende' organisationer, medførte, at Sovjetunionen i 1961 havde atomvåben nok til at udslette Jorden to gange, USA nok til at udslette den ti gange. Cuba-krisen året efter var på nippet til at efterprøve regnestykkerne, men blev set som en praktisk bekræftelse på terrorbalancens teori. I juni 1961, på flådebasen på Kola-halvøen, bankes de sidste nitter i 'K-19', en splinterny sovjetisk atomubåd, fremskyndet af propagandamæssige årsager. Måske så meget, at der sjuskes med de sidste pakninger? Det uheldsramte fartøj har allerede før jomfrurejsen fået tilnavnet 'the Widowmaker', og vi ser kondensvand i en trykmåler, det drypper fra et loft. Kold krig emmer af de antikverede sovjetiske pamperlimousiner, de frostbidte røde kinder hos den unge kvinde, der tager afsked med sin forlovede, før han direkte fra officersakademiet tiltræder som chef for reaktorholdet. Kaptajn Polenin (Liam Neeson) vil beskytte sit mandskab og udsætte rejsen. Derfor får den anderledes benhårde kaptajn Vostrikov (Harrison Ford) overkommandoen, og det enorme cigarhylster står til søs på det planlagte klokkeslæt 18. juni 1961, løse skruer eller ej. Vostrikov presser fartøj og mandskab til det yderste under hyppige øvelser og sætter så kursen mod patruljeringsområdet: farvandet ud for Washington og New York - en gedigen 'fredstrussel'! Og så sker det. Køleanlægget på den ene kernereaktor springer læk, og Vostrikov må vælge: åbne til reaktoren, så hele fartøjet bliver massivt bestrålet? Eller lade temperaturen stige til kernenedsmeltning, eksplosion - og Tredje Verdenskrig, hævder filmen. Men passer det? Ville sådan en reaktorproces virkelig blive forvekslet med et angreb og udløse modangrebets atomdommedag? Tja, hvis en radar kunne tage vildgæs for missiler ...? I hvert fald: Vi tror på, at Vostrikov og hans mandskab tror på det! Og dét er forudsætningen for dette enkle, men storslåede, umådeligt nervepirrende drama på ned til 300 meters dybde. Filmen er så godt som kvinde- og humorfri zone, men punkteres sært nok ikke af sin egen selvhøjtidelighed. Måske fordi Harrison Ford og Liam Neeson er så enkle, skarptmejslede figurer i kamp om to lige så enkle slags pligtopfyldelse, over for flåden eller livet. Om offervilje for fællesskabet handler det, og Peter Sarsgaard giver som reaktorholdets officersspire et rystende godt billede af dét kravs ubærlighed. Men også om grænser for fællesskab: Er mandskabets tarv det samme som fædrelandets ditto? Skal de f.eks. redde livet ved at evakuere ulykkesskibet og gå om bord i en nærliggende amerikansk destroyer - og dermed overlade fjenden krigs-, nå nej: fredshemmeligheder? Kan Kreml overhovedet bære det propagandanederlag at modtage hjælp af USA? Tragedien omkring den russiske ubåd 'Kursk' for et par år siden er ikke den eneste aktuelle association, man får til militær forbenethed. Det er Sovjetstatens opløsning, der efter 30 års fortielse muliggjorde offentlighed om den faktiske historiske begivenhed, dramaet her bygger på. Men dets afgørende problemstillinger er uafhængige af nationalitet, de drejer sig om den uundværlige korpsånd og lydighed i marine og militær af enhver art over for den humanitet og moralske ansvarlighed, der er lige så uundværlige i ethvert fællesskab. Men når filmen (næsten) går fri af patos og medaljeliderlighed, skyldes det frem for alt ét træk: Modsat andre ubådsdramaer - fra Jules Vernes Kaptajn Nemo til Wolfgang Petersens 'Das Boot' - spiller den ydre fjende her en birolle i forhold til den indre. Filmens virkelige gys er billederne af de mænd, der har forsøgt at reparere reaktoren og nu slår ud, bryder sammen, skælver af forfrysninger og brækker sig grønt af strålingssyge! De ofrer sig af samme grund, som får en læge til at opsøge og bekæmpe den smitsomme og dødbringende sygdom, på trods af og netop fordi han véd, den er det. De bliver helte i vore øjne - ikke for et fædrelands chauvinisme, men for medmenneskets og artens overlevelse.