Atanarjuat hedder han, 'den hurtige løber', og deraf titlen på denne magiske, betagende outsiderfilm, der selv er alt andet end hurtig: Godt to en halv time tager det filmisk at gengive det canadiske inuitsagn om hurtigløberen og hans storebror Amaqjuaq, 'den stærke'. Man må væbne sig med et vist tålmod - men også berede sig på en visuel oplevelse af de sjældne. I det arktiske samfund Igloolik, i Canadas nordøstlige hjørne ud mod Baffin- bugten og Grønland, i dag med ca. 1.200 indbyggere, har der været beboelse gennem 4.000 år, altså også i begyndelsen af det første årtusind i vor tidsregning. Dér udspiller historien sig, om en fremmed shaman der sætter lus i skindpelsene. Lederen af bopladsen myrdes, og efterfølgeren Sauri ydmyger og udstøder sin rival. Den udstødtes to sønner, Amaqjuaq og Atanarjuat, bliver imidlertid bedre fangere - og smukkere - end Sauris søn, Oki. I tvekamp vinder Atanarjuat retten til den kvinde, som også elsker ham, men som Oki ellers havde lovning på. Og så har vi balladen, dengang som nu. Er der ikke meget nyt i stoffet - kærlighed og rivalisering, utroskab, rænkespil og hævn gennem slægtled - så er der det til gengæld i miljøet og måden at fortælle på. 'The Fast Runner' er som den første spillefilm nogensinde både skrevet, produceret, instrueret og spillet af inuitter. Det er med til at give sagnstoffet en næsten dokumentarisk realisme, for dialogerne og selv minespillet foregår så sejt og roligt som bevægelser, der hæmmes af lag på lag af pels, eller slet og ret er ved at stivne i polarkulden. Det gælder også Norman Cohns fotoarbejde, digitalt og delvis håndholdt og siden overført til film, så den grovkornede, 'dokumentariske' realisme kombineres med et auralignende lysskær, enten kameraet dvæler ved en terne i flugt, en bleg sol over horisonten, panorerer over endeløse hvide vidder, lav- og lyngbevoksede morænesletter, eller langs glitrende isrande. Mod al den frysende blåhvide renhed får stunderne i iglooen, omkring tranvægens spæde flamme, næsten guldskær, som for at understrege værdien af sammenhold, mellem få og små mennesker i det store is-øde. Rask som vinden er til gengæld hurtigløberen selv i det dramatiske højdepunkt, hans flugt splitternøgen hen over isen i timevis, efter rivalens morderiske overfald på ham og broren, mens de sov i teltet. Kan hjælpsomme mennesker og et minimum af naturmagi - et par harefødder, en enkelt vejviserånd og lidt trommedans mod dårlige ånder - sikre, at regnskabet gøres op, så halskæden af hvalrostænder, bopladsens ledersymbol, atter tilfalder den, der er den værdig? Selv om filmen afgjort uden skade kunne have været klippet kortere, efterlader den et stærkt, på film enestående indtryk af det menneskelige ursamfunds drama mellem de smukke, vejrbidte mennesker. Mændenes fangerfjæs med sammenknebne øjne mod solen, kvinderne med dekorative tatoveringer på kinder, pande og hage, og snotnæsede, spækkindede spædbørn med strålende stenkulsøjne dybt inde bag pelsværket. Varmen mod kulden, enkelt og storslået som en saga.