»Hvis I bare har tænkt jer at lave gedeost og spille guitar, kan I godt fortrække«, lyder velkomstreplikken til de unge bondespirer på den toårige landbrugsuddannelse, som 30-årige Sandrine fra Paris har meldt sig til, meget mod sin enlige mors vilje. Men hun skal heller ikke være høstakhippie. Efter nogle år som it-instruktør vil hun ud, hvor tempo og albuerum er anderledes: De Franske Alper. Hun lærer faget og finder gården: en gedefarm oppe i højderne, som den gamle enkemand Adrien har mistet livslysten til at drive. Han bliver boende i stuehuset - for hemmeligt at triumfere over hendes nederlag, får vi indtryk af. Men med krum hals (plus strengt taget ret uforklaret lyntempo, god økonomi og sindsligevægt) får hun omskabt stedet til gårdpensionat uden at lade sig gå på af den gamle særlings krakilerier. Snart vandrer hun med solhat og stok ved fod til sæters med sin gedeflok, så turistforeningerne i Rhône-Alpes-distriktet må sig fornøje. Og da vinteren kommer med sne og genvordigheder, er han næsten tøet op. Lyder dét som moderne hverdagsdrama om Heidi og Alpeonkel, er det på en måde rigtigt. Men vel at mærke med Michel Serraults fascinerende fjæs i den gamles rolle og Mathilde Seigners glamourfri ansigtstræk (kendt fra 'Harry - en ven i nøden' og 'Skønhedssalon Venus') som den voksne pige med grønt bevis og en blændende skønhed i de uventede smil. (Mine)spillet mellem disse to værdige, usentimentale mennesker i tilnærmelsesforsøg, der hele tiden trues af misforstået stolthed, er alle pengene værd. I sin selvvalgte isolation kan den gamle f.eks. ikke finde andre måder at skabe kontakt på end ved hemmeligt at afbryde hendes elforsyning - så han bliver 'nødt til' at lukke hende ind i stuehuset. En smuk skildring af det åregamle, blufærdige venskab mellem Adrien og en jævnaldrende, men knap så studs kammerat er filmens ekstragevinst. Andre sidetemaer er Sandrines forhold til sin enlige mor og sin forhenværende kæreste, der begge håber på, at hun opgiver sine 'landbrugsnykker'. Det samme venter og frygter altså gamle, kontaktforskrækkede Adrien, og før deres umage bofællesskab rigtig når at blive til gensidig støtte, er ydre modgang ved at splitte det igen. Den psykologiske kerne i den unge instruktørs spillefilmsdebut er denne menneskekloge, ueksalterede skildring af et umage venskab tværs over køns-, kultur- og aldersmodsætninger, og på trods af selvvalgt ensomhed. Dét gør filmen uafbrudt interessant og usædvanlig i hele sit tonefald, selv om den ydre handling balancerer på kanten af det trivielle.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen