0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Meryl Streep som den frigjorte, aktive og udadvendte Clarissa Vaughn i New York år 2001. - Foto: Clive Coote.

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

The Hours

Indtrængende og formfuldendt fortælling om tre sammenslyngede kvindeskæbner.

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

At intensitet og elegance ikke udelukker hinanden bevises på fremragende vis i instruktøren Stephen Daldrys nye, allerede meget omtalte og roste film 'The Hours'. Med udgangspunkt i en roman af Michael Cunningham er 'The Hours en film med en ualmindelig dristig og labyrintisk komposition.

Sådan føles det bare ikke at se den. Den næsten to timer lange film er som én smukt turneret hvirvel af liv, følelser, sindsoprør. Tilsyneladende overstået på et øjeblik. Og alligevel netop ofte ladet med en bevægende tyngde og modstand i enkeltscenerne, så resultatet på flere planer nærmer sig det virtuose.

Uden på nogen måde at blive plat eller banal er filmens grundtone livsbekræftende. Det kan være vigtigt at holde fast ved, for undervejs i fortællingen er der konstant så megen bunden smerte, så megen fortvivlende ulykke. 'The Hours' indledes med et selvmordsforsøg og et afskedsbrev.

Personen er den engelske forfatter Virginia Woolf (Nicole Kidman), der er den ene af filmens tre altdominerende hovedpersoner. I afsnittene om Woolf følger vi forfatteren, mens hun i 1923 i en forstad til London med stort besvær forsøger at få begyndt på romanen 'Mrs. Dalloway'. Samtidig står det klart, at Woolf er plaget af tvivl og depressioner og har vanskeligt ved at falde ind i et normalt omgangsmønster i forhold til sin mand Leonard (Stephen Dillane) samt til familie og tjenestefolk.

Men romanen får hun jo skrevet. Og den bliver læst. Det handler fortællingerne om filmens to øvrige kvinder om. I en forstad til Los Angeles i 1951 lever den hjemmegående husmor Laura Brown (Julianne Moore) med sin mand Dan (John C. Reily) og deres lille søn Richie. Det er i glimt et smerteligt præcist billede af den velhavende amerikanske middelklasses strålende facade. Alt sammen faste former og blank materialisme, men blottet for lidenskab og dybde. I denne glasklokke pines den indadvendte Laura i stille fortvivlelse af sine længsler efter et andet og stærkere liv. Hun er en fremmed fugl med en mand, der lever i en helt anden verden og aldrig forstår hendes følelser. Men Laura er i færd med at læse romanen 'Mrs. Dalloway', og dermed vækkes tanker og muligheder - fatale eller frigørende - afgørende til live i hende.

Det tredje og sidste kvindeportræt udspiller sig i 2001 i New York City. Hovedpersonen er den moderne og frigjorte Clarissa Vaughn (Meryl Streep), som i en aktiv og udadvendt tilværelse bor sammen med kæresten Sally (Allison Janney).

Som det er tilfældet i delhistorierne om Virginia Woolf og Laura Brown følger vi også Clarissas liv og færden i løbet af én enkelt og udslagsgivende dag i hendes liv. Dette er således dagen, hvor hun skal arrangere en festlig sammenkomst for vennen Richard (Ed Harris), der har fået en betydningsfuld litterær pris, og som Clarissa tidligere har haft et kærlighedsforhold til. Han er nu blevet aids-smittet og er psykisk ustabil - laget af bitterhed og livslede.

Samtidig forstår vi, hvor hårdt Clarissa kæmper med sine følelser for Richard. Til sammenkomsten ankommer Richards noget ubekymrede eller ansvarsløse elsker, Louis (Jeff Daniels), og det står efterhånden klart, at Richard i sin tid svigtede Clarissa for Louis. Det er hun stadig mærket af. Og bedre bliver det ikke af, at Richard dels kærligt-sarkastisk kalder Clarissa for 'Mrs. Dalloway', dels ret utilsløret har benyttet hende som model til en af personerne i sin seneste roman.

Det fine og bemærkelsesværdige ved Stephen Daldrys film er nu, at hvert af disse tre afsnit om en sammensat kvindeskæbne står med en selvstændig prægnans og styrke, samtidig med at de tematisk og følelsesmæssigt er kædet uløseligt sammen - de spejler, forstærker og uddyber hinanden. Hvad vil det sige at følge sine følelser, at være frigjort, at finde sig selv?

Hvad vil det sige at skille forstillelse fra livsfylde? At vælge livet - som det i filmen afslutningsvis hedder med en formulering, der på papiret er en kliché, men netop falder anderledes sanset og gennemlyst ud på lærredet, i strømmen af levende billeder. Og så har filmen oven i købet i slutscenerne den luksus at besidde et stort, på én gang forklarende og overrumplende vendepunkt i handlingsgangen.

'The Hours' er en film om livet. Om kunsten og livet - og om livet igen. Det er det raffinerede, det elegante ved dens komposition. Ringene i vandet, vandet i ringene. Men samtidig er den i alle tre hovedroller - og i særdeleshed af Ed Harris i birollen som Richard - velspillet på en nærmest brillant måde. Livet i hænderne. Som Virginia Woolf agerer Kidman med denne fjerne udstråling af forundring og foragt, der aldrig bliver overspillet, men som på nippet til at ligne en frase om den livsplagede bohemetype netop viser sig at rumme kunstens krævende sandhed.

Som Laura Brown er Moore en stor, uudgrundelig stjerne i et kulørt og sansemættet melodrama. Der alligevel afslører en klassisk tragedies undergang og forløsning. Alene scenen, hvor Laura får besøg af nabokonen Kitty, der netop skal til undersøgelse på hospitalet, er chokerende. Endelig er der den vibrerende og direkte realisme i afsnittene med Clarissa, hvor Streep nok næsten demonstrativt spiller på et imponerende og iøjnespringende følelsesregister, men hvor hun også - helt i filmens og fortællingens ånd - til slut må bøje sig for kendsgerningen. Livet og kunsten hænger sammen. Det er i virkeligheden muligt for os at fortælle sandheden, at blive frie.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix

    USA står over for et historisk vigtigt valg midt i coronakrisen. Og mens den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, overhaler Trump i alle målinger, påstår præsidenten, at valgsystemet er korrupt, og at brevstemmer vil føre til massivt valgfusk. Trump sår tvivl om demokratiet, mens demonstranter tørner sammen i de amerikanske gader, så de mest bekymrede begynder at tale om borgerkrig.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden
    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden

    Henter…

    Joe Biden er favorit til at vinde det amerikanske valg til november, og foran ham venter en lang og beskidt valgkamp. Inden for den næste måned skal han vælge sin vicepræsidentkandidat. Og den beslutning er endnu vigtigere for Biden, end den har været for andre kandidater.

Forsiden