Akkompagneret af den stille skønhed i Erik Saties musik panorerer kameraet hen over havnefronten i Marseille. Men livet der gemmer sig bag storbyens solbeskinnede facade er langtfra kun solstrålehistorier. Musikken viser sig at blive spillet af en dreng, der sammen med sin far er emigreret fra Georgien og spiller på gaden for at tjene til et piano. Snart zoomer Robert Guédiguian ind på en række andre af storbyens skæbner. Først og fremmest Michéle, der hver nat knokler på fiskeauktionen, inden hun dødtræt og stinkende af fisk kører hjem til betonlejligheden, hvor datteren og barnebarnet venter. Datteren er narkoman på hurtig nedtur. Michéle må tage sig af datterens baby, og snart må hun i desperation også agere hendes pusher. Heroinen skaffer hendes ungdomsven, den tavse barejer Gerard, der bijobber som lejemorder for den lokale godfather. Men der er ikke mange penge i at pakke fisk, og også Michéle må ty til prostitution for at skaffe penge til stoffer. Hendes første og eneste kunde bliver taxichaufføren Paul. En lidt sølle og godmodig sjæl, der er vokset op med kommunismens idealer, og nu prøver at finde et fodfæste i en anderledes uigennemskuelig tidsalder. Disse og andre skæbner knyttes sammen i et netværk så elegant og organisk, at man uvilkårligt kommer til at tænke på Robert Altmans 'Short Cuts'. Men idealerne bag filmen skal snarere findes i efterkrigstidens italienske neorealisme og i et slægtskab med en filmskaber som Ken Loach. 'Byen er stille' tilhører den stædige og stærke bølge af nyrealistiske film, der det sidste tiår har sat sit præg på filmbilledet i især Italien og Frankrig. Filmen er kontant nyrealisme, men der er langt til det lidt for korrekte og forudsigeligt nedslående, som præger en del af filmene i genren. Guédiguian er i denne film simpelthen for stor en instruktør til at lade sig nøje med mindre end et diskret mesterskab. Særlig effektiv er hans målsøgende fokusering på sine personers hænder og fødder. I den ufrivillige gestik, der tror sig uset, men registreres ukommenteret af kameraet, ligger sandheden om scenen. Så opslugt følger man Guédiguians personer, at man næsten ikke opdager, hvor gennemgribende et intellektuelt og politisk problemkatalog filmen i virkeligheden er. De mange sammenflettede historier udgør til sammen et tværsnit af samfundet fra top til bund. 'Byen er stille' er et portræt af en tidligere så vældig havneby, der ikke længere er arbejderklassens fæstning, men er på vej til at blive noget helt andet. Noget ingen rigtig ved, hvad er endnu. Globaliseringen slår igennem lokalt. Fagforeninger eroderer, narko florerer, og forholdet mellem racerne og klasserne er som det plumrede politiske billede forvirret, skrøbeligt og eksplosivt. At Guédiguian formår at favne og analysere hele dette nutidskompleks, uden at man på noget tidspunkt føler sig prædiket for eller for den sags skyld ringe underholdt, er ikke blot imponerende, det er simpelthen stort artisteri. Guédiguians realisme er rå, men kemisk renset for billig kynisme. Solidaritetens tidsalder er måske nok forbi, men gennemført solidarisk med sine personer, er, hvad Robert Guédiguian er fra første til sidste billede. Hverken byen eller verden står stille. At man ikke ved, hvor de er på vej hen, er ikke nogen undskyldning for ikke at prøve på at stille skarpt på dem.