Hvis Jordens elektromagnetiske felt går i opløsning, er fanden løs for både fisk og fugles retningssans, for alverdens navigationsinstrumenter og for folk med pacemakere. Det får vi levende illustreret, før vi kender forklaringen - bl.a. med duesværmens kollektive masseselvmord omkring Trafalgar Square, en formidabel hilsen til Hitchcock. På lidt længere sigt trues alt liv på kloden, for feltet danner også et skjold mod solens mikrobølgeristning. Med andre ord: Godt oplæg til en katastrofefilm - eller én om hemmelige våben? Svaret på det sidste afhænger af, om det er menneskeligt/teknologisk muligt at standse rotationen af den flydende magma, der danner jordens kerne. Og klodens frelse afhænger af, om det er muligt at genstarte rotationen - så at sige give Jorden elektrochok ved hjælp af en atomsprængning dér nede i dybet, halvvejs til kineserne? Med ny teknik at løse billet til Jules Vernes gamle drøm om 'Rejsen til Jordens indre'? Et mandskab samles: Den solide rumfærgeveteran (Bruce Greenwood) og hans kun alt for fejlfri unge kvindelige næstkommanderende (Hilary Swank) er navigatørerne, og fysikerne er den unge universitetslærer (Aaron Eckhart) og hans franske kollega med forstand på kernevåben, foruden den selvbevidste nobelkandidat og mediekæledægge og så enspænderbrumbassen, der har opfundet det imponerende fartøj til rejsen. Af wolfram m.m. har han skabt en skal, der styrkes, jo større pres og højere temperaturer den udsættes for - så nu er det kun et spørgsmål om milliarder af dollar, hvor hurtigt man kan have seks-syv kabiner til mandskab, bomber osv. klar til turen. Og fut-fut, så kører toget, durk igennem kontinentalsokler og diamantlag. Ja, undskyld ironien, men fra da af bliver filmen omtrent så forudsigelig som et videospil eller en 'Star Trek'-episode. Mandskab ved instrumentpulte og forrude mod det ukendte, dvs. jord-indrets svar på meteorstorme og sorte huller. Mon ikke også der må ofres nogle besætningsmedlemmer, og mon ikke vi véd, hvem det bliver? Godt to timer er at trække selv acceptabelt tidsfordriv lidt langt, selv om spillet er sobert, de tekniske forklaringer ædruelige om ikke tilstrækkelige (hvordan sikrer man f.eks. radiokontakt mellem Houston og Jordens indre); og trods faren for spændingssvigt forfalder instruktør og manusforfattere gudskelov ikke til at finde drageæg eller andre fabelgys i klodens kernehus. Spørgsmålet om et eventuelt hemmeligt våben plus nogle psykiske styrkeprøver i kabinen må alene holde fortællingens motor kørende, til vi véd, om Jordens motor kan kickstartes med kernekraftpacemakeren.