Kan man i år 2003 filme en historie om en alkoholiseret og halvprostitueret mors teenagedatter, der er ved at bukke under for arbejds- og hjemløshed, uden at dumpe i sentimentalitetens grøft: 'Rosetta klarer ærterne'; eller i propagandaens lige ved siden af: 'Så-dan er kapitalismen'? Ja, hvis man gør som brødrene Dardenne gjorde i 1999, hvor 'Rosetta' vandt guldpalmen i Cannes, samtidig med at titelrollens unge debutant fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle. Emilie Dequenne hedder hun, og hun er ubetaleligt ægte som den solide, men stridbare og virkelig hårdt prøvede teenager, der må forsørge både sig selv og sin sut af en mor. Med bisonkalvens solide ynde, uden mange ord, men med krum hals og begge ben i røjserne går hun løs på verden - der vender en kold, bred ryg imod hende. Åbningsscenen er et rent håndgemæng på en fabrik, hun er fyret fra, og slås korporligt gør hun siden også med en anden arbejdsgiver, ejeren af nogle vaffelboder, Belgiens svar på vores pølsevogne. Hun slås med sin mor, med bestyreren af campingpladsen, hvor de bor, og med Riquet, den jævnaldrende ven hun får men atter støder fra sig. I en scene, der er typisk for filmsproget, vil han danse lidt med hende, men hendes krop kan ikke - den kender kun aggressionens tunge sprog. Én lang kamp for livet er det, fra smugfiskeriet i campingpladsens kanal og til hendes håb om, at Riquet må blive derude i muddervandet, da han er faldet i - så hun kan få hans job! Uden kommentarer eller én overflødig replik (snarere med et par stykker for få) mimer brødrene og kameramanden Alain Marcoen dokumentarisme ved håndholdt at filme scener lige ud af en hverdag og kun fulgt af reallyd: Sparsom dialog og ellers arrigt klaprende døre, løbende skridt, en knallertmotors knitren, en lang stilhed, et hvæsende gasblus uden flamme. Dogme 95-brødrene var netop gået i gang herhjemme, da Dardenne-brødrene fik deres gennembrud med 'La promesse' i 1996. Ken Loach havde længe været på sporet af de samme sociale miljøer. Med dét filmsprog afstår de fra det velberegnede klimaks eller den dramatiske slutpointe, og dét er ikke ubetinget en gevinst. Men stilen fylder tilskueren med indignation ved kun at give filmens egne personer luft i en resignation, vi ikke kan acceptere. Mens de kæmper for dagen og vejen, tager man sig i desperat at lede efter mere langvarige løsninger. Således kan filmrealisme være socialpolitisk mobiliserende uden strejf af sentimentalitet eller propaganda!