0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dark Blue

Om end mere simpel og ensporet går 'Dark Blue' i hælene på 'LA Confidential'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kurt Russell i stillbillede fra filmen. - PR-foto

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På papiret lignede en fuldblodsfilmatisering af James Ellroys komplekse noir-roman 'LA Confidential' en halsløs gerning. Men Curtis Hanson præsterede kunststykket og skabte i 1997 genrens første mesterværk siden Polanskis 'Chinatown'. Det har givet blod på tanden.

Også 'Dark Blue' bygger på en historie af Ellroy. Hvilken fremgår ikke, men parallellerne til 'LA Confidential' er slående. Navnene er anderledes, men det grundlæggende plot er nærmest identisk. Med den forskel at Ron Shelton har droppet det store persongalleri og det eksotiske tidsbillede fra Los Angeles anno 1950. I stedet fokuserer han på én mands dilemma, men gør hans situation eksemplarisk ved at vinkle spændingen på en mere aktuel og eksplosiv cocktail af racehad og korruption.

'Dark Blue' udspiller sig i løbet af nogle skæbnesvangre dage i 1991. I baggrunden ser man konstant tv-skærme. Her er retssagen mod de fire politimænd, der gennembankede den sorte Rodney King, gået ind i sin afgørende fase. Juryen er ved at votere. Compton og de andre sorte kvarterer i L.A. er på nippet til at eksplodere. Konflikten ulmer på alle niveauer i og uden for LAPD's hovedkvarter. I ledelsen er der magtkamp mellem den korrupte boss Jack Van Meter og den sorte græsrodspanser Arthur Holland, der vil racismen og korruptionen til livs. Den racisme og korruption, der i skikkelse af den hårdtslående og hurtigtskydende strømer Eldon Perry i mange år har gjort gaderne i L.A. sikre og usikre. Alt afhængigt af om man er sort eller hvid.

Perry har af Van Meter fået besked på at finde et par niggere, der kan knaldes for et firedobbelt mord i forbindelse med et røveri i en koreansk købmandsbutik. Selv om Perry og hans unge makker Bobby Keough hurtigt har fået færten af de virkelige banditter, to af Van Meters stikkere, en sort og en hvid, vælger Perry at parere ordre. Eller rettere; så har han ikke længere noget valg efter mange år med snavs på fingrene. Som Eldon Perry ses Kurt Russell i en af sine bedste roller længe. En helt almindelig fyr, der er nået så langt ud ad et sidespor, at det har forvandlet sig til en blindgyde.

En tragisk skikkelse. Fordrukken og forhærdet. I udgangspunkt den amerikanske ordenshåndhæver, der gerne klipper en hæl og hugger en tå, for at retfærdigheden skal ske fyldest uden hensyn til fimset juristeri. At forbryderne og forbrydelserne så ikke altid lige passer sammen er i den sammenhæng efterhånden blevet en petitesse. Bare de er skyldige i et eller andet. Men den grundlæggende sans for gør det selv-retfærdighed er på et eller tidspunkt bukket under for den kynisme, der må æde enhver, som konsekvent hylder rettesnoren om, at målet helliger midlet. Som medlem af de hvide politimænds lukkede loge er Eldon Perrys blanding af selvtægtsmandens retfærdighedssans og almagtsfølelse for længst forsumpet til korruption og forbryderisk kynisme. Anderledes forholder det sig med hans unge makker Bobby, der forbløffer og rædselsslagen konfronteres med politiarbejdets 'realiteter'.

'Dark Blue' er for en gangs skyld en amerikansk politifilm, der ikke handler om de gode fyre mod de slemme fyre med den nidkære bureaukrat fra Internal Affairs som den helt igennem usle karl. I 'Dark Blue' er udstrålingen fra den blå uniform så mørk, at den gør alle katte grå. Men nogle af de grå katte er større og stærkere end andre. Den sorte kommissær Holland er fortællingens moralske helt, men Ving Rhames fremstiller ham med en fysisk soliditet og et uudgrundeligt blik, som gør ham særdeles virkelig. Det kan godt være, at han stræber efter at skabe et nyt og renset politikorps, men uden at det bliver sagt med ét ord, fornemmer man ikke desto mindre Ellroys illusionsløse pen.

Der vil ikke gå længe, før nye magthavere, alle gode intentioner til trods, blot vil blive ensbetydende med en ændret magtfordeling og nye former for magtmisbrug. 'Dark Blue' er ikke et episk drama som 'LA Confidential'. Til gengæld er det en tætspundet skæbnefortælling og en realistisk spændingsfilm, hvor den ulmende racekonflikt i baggrunden uden overflødige forklaringer leverer den nødvendige undertekst til tragedien om en ordenshåndhævers forfald.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement