'Og døden får ingen magt' lyder en verslinie af Dylan Thomas, som Steven Soderbergh har valgt at fokusere på i sin ny filmatisering af polske Stanislaw Lems science fiction-roman, tredive år efter russeren Andrej Tarkovskijs legendariske film på knap tre timer. Soderbergh holder sig på måtten, men uden samme held som med sit remake af 'Ocean's Eleven'. Historien dør for ham. Psykoterapeuten Chris Kelvins kone Rheya begik selvmord, men på rumstationen Prometheus i kredsløb om planeten Solaris møder han hende igen. Hende? Kære afdøde har også de tre andre astronauter mødt, men efter et selvmord er kun to tilbage. Planeten genskaber eller spejler deres længselsbilleder i 3D og næres derved: Dens masse og dermed tyngdekraft forøges, rumstationen suges mod kollision. Gåden må opklares eller stationen forlades. Det nødtørftige ydre plot - spækket med flashbacks til Chris og Rheyas jordiske samliv - skal lede til en indre rejse: meditationer over grænsen mellem fysisk krop og tankebillede, mellem liv og efterliv. Er kærlighedens kvantespring muligt eller alting forudbestemt? Eksisterer vi - eller kun forestillingerne om os? »Der findes ikke svar, kun valg«, lyder et af filmens ... øh, svar. Ikke mindst den stædigt langstrakte billedmagi gjorde Tarkovskijs version til en filmhistorisk milepæl. Soderberghs trues af hurtig glemsel trods en ferm blanding af new age og sonarsus på lydsporet samt hans eget smukke kameraarbejde med diskret computerbistand. Natasha McElhones markante skønhed og George Clooneys knortekæbede udtryk for følsom rationalisme slides op før handlingen. Trods al modig hensigt skrumper eksistensens dybe tvivl lige så stille til en sympatisk collegelektion i filosofi & poesi.