Dagen før blev hans far skudt, da en bande af forvoksede drenge røvede en bank for at få penge til våben. Nu står han her i shorts og T-shirt og vil melde sig til den anden gruppe, der med frygten som mur har delt Cidade de Deus (Guds by) i to. »Skrid med dig. Du er jo bare en knægt! Vi skal bruge mænd«, fnyser bandelederen. »Jeg begår røverier og mord og jeg tager stoffer. Altså er jeg en mand«, svarer drengen, stille og intenst. Tarantino og andre, der har fremstillet gangsterlivet som et teater af coolness, kan godt pakke habitten, de kvikke replikker, Bonnie & Clyde myten og revolveren ned i hatteæsken igen. Det her er det virkelige liv, som det leves og ikke mindst brutalt afsluttes i slumbydelen Cidade de Deus i Rio de Janeiro, Brasilien. Her hersker kun den stærkes lov og alle illusioner om et bedre liv eller bare lidt kærlighed straffes nådesløst. Med et skud fra en af de pistoler, alle kan få fat i, vold eller ydmygelser. Det er det univers, instruktøren Fernando Meirelles skildrer på en unik og fængslende måde ved elegante spring mellem fortid og nutid og et stort persongalleri. Handlingen holdes brillant sammen gennem fortælleren, den upartiske dreng Buscape (Alexandre Rodriques). Selv om filmen er barsk og fuldkommen nådesløs i sin skildring af det desillusionerede liv i slummen, rummer den også stor poesi. Ikke mindst i sine meget levende billeder fra gaderne, stranden, skoven, sengene og musikken. Man kan ligefrem fornemme varmen, lugtene og lydene i den bydel, der bliver en medspiller, ja, ligefrem en hoved-'person' i filmen snarere end en kulisse. Det er, for nu at bruge en skamslidt kliche, vitterligt som at være der selv. Hvilket både er skræmmende, men også fascinerende og lærerigt. Se den sammen med dine venner og sønner. En bedre kur mod forbrydelse finder man næppe, selv om der ikke hæves en eneste pegefinger (med- mindre den spændes om hanen på en pistol) i 'Cidade de Deus'.