Overalt i Europa har man oplevet lukninger af traditionelle industriarbejdspladser. Særlig traumatiske er de tilfælde, hvor en hel bys identitet og levebrød har været tilknyttet en stor arbejdsplads. Som det ofte har været tilfældet med skibsværfter. I 'Mandage i solen' ('Los Lunes al Sol') lå det nu nedlagte skibsværft i den galiciske havneby Vigo. Efter en hård og forgæves arbejdskamp befinder en håndfuld tidligere værftsarbejdere sig i arbejdskampens træge efterbyrd. De hænger ud på den lille bar Værftet. Indehaveren er Lino, der tog imod aftrædelsesgodtgørelsen og købte baren for sine 'judaspenge'. Reina bed hovedet af skammen og blev sikkerhedsvagt. Men Santa, José, Rico og den russiske ekskosmonaut Sergei er bare arbejdsløse. De er på spanden, drikker for meget og de, der stadig har koner, går dem på nerverne. De er i mere end én forstand ramt på pungen af arbejdsløshedens svøbe. Hovedpersonen Santa har både de største ressourcer og det største tomrum. Den maskulint fortættede Javier Bardem spiller Santa, der ikke har nogen familie, men til gengæld både har beholdt sin harme og sin evne til trods alt at drømme om noget andet. Australien måske? Antipoderne, hvor alt er vendt på hovedet i forhold til den hjemlige elendighed. Filmen giver et andet billede af et andet Spanien. Fernando León de Aranoa kommer tæt ind på livet af de personer, han skildrer med solidarisk varme og troværdighedsunderbyggende detaljerigdom. Det er en hård og præcis skildring af den maskuline erosion, når arbejdets identitetsgivende hverdag erstattes af arbejdsløshedskøens udflydende limbo. Indirekte bliver filmen også en opremsning af de værdier, individualismens rotteræs har smidt på møddingen; loyalitet, trofasthed, solidaritet. Fællesskabsværdierne. 'Mandage i solen' ankommer belæsset med spansk hæder og ære. León de Aranoa slog Almodóvar og hans mesterlige 'Tal til hende' i kampen om årets Goya-pris. Filmen blev tillige Spaniens Oscarkandidat. De må tilsyneladende have haft brug for en god film i den socialrealistiske ånd i det spanske. Med sit melankolske rugbyansigt kan den karismatiske Bardems massive udstråling have været udslagsgivende. Ellers er det en smule svært at forstå den ovenud store begejstring. 'Mandag i solen' er da bestemt en indlevet og helt igennem respektabel og konsekvent gennemført socialrealistisk film. Men det er også stilistisk en konservativ udlægning af den solidariske tekst, uden det afgørende ekstra som engelske Ken Loach og Mike Leigh eller de belgiske Dardenne-brødre formår at tilføje genren i deres bedste film.