Det startede som en forfriskende filmrevolution, men endte med at fise ud som en meget langtrukken prut i cyberspace. 'The Matrix' - så god energi, så mange mægtige ideer, så flad en fornemmelse her ved trilogiens afslutning. At tage fat på fremtiden på filmlærredet i leg med den virtuelle 'virkelighed', gensplejsninger, det evige liv, maskinerne mod mennesket og religionens eventuelle kraft i teknologiens tidsalder var genialt af brødrene Andy og Larry Wachowski. Og den første film, 'The Matrix', vil da også uantastet stå som en milepæl i kategori med 'Blade Runner' og den første 'Star Wars'. Havde brødrene dog bare valgt at lade den stå alene, havde vi i dag haft en film, som ud over at være et blændende studie i stil, også havde været noget så sjældent som action og science fiction for modne mennesker. I stedet fik vi en masse kilometer film med religiøse spredehagl fra messehagen, som forvirrer mere, end de forklarer. Hvilket på sin vis er både ganske godt i pagt med tiden og den slags stof, som nørder og kultiske klubber kan digte videre på, men ikke er tilfredsstillende for filmen. Første afsnit var fortalt i et nybrydende, filmisk billedsprog, der ophævede action til ren æstetik, lod Østens urgamle kampsport komme til en ny æra i cool hightech, brugte slowmotion på en ny og poetisk måde og omdannede slagsmål i science fiction til stor skønhed. Lækkert og smukt, som også sidste del, 'Matrix - The Revolutions', er det. Ikke mindst billederne fra et tomt undergrundstog, hvor Neo venter på et lige så tomt spøgelsestog med destination mod fremtiden, er symbolladet ensomhed på højt plan. Men i mellemtiden er der blevet fyldt så mange store ord og begreber på The Matrix, at alle møtrikkerne er lige ved at springe af den efterhånden gigantiske konstruktion. Der er skrevet lange og kloge bøger med analyser af budskaberne, de religiøse og filosofiske antydninger i Matrix-trilogien. Og sandelig om ikke del 2, 'Matrix Reloaded' fik optimal markedsføring i form af et forbud mod at blive vist i Egypten, netop på grund af de religiøse referencer. I tredje del er filmen heldigvis næsten stået ned fra prædikestolen igen. Udsagn som »kærlighed er bare et ord, ligesom karma« svæver ganske vist rundt i cyberspace, men den regulære historie og de svimlende smukke kampscener fra den futuristiske storbyørken fylder langt mere. Ligesom der (igen) dukker en klædelig humor op midt mellem alle de store begreber. »Virtuel delirium tremens« er ud over at være et citat fra filmen også en meget god beskrivelse af den tilstand, man befinder sig i efter at have været i selskab med Neo og alle de andre programmer, maskiner og halvguder i godt et par timer. Efter at 'Reloaded' forlod os hængende på klippens top, er det nu, alle svarene skal åbenbare sig. Hvad er meningen med hele det Matrix-univers, vi nu har kendt i over seks timer og sikkert snart får forlænget i 'director's cut'-versionen? For at nå frem til svaret skal vi have overstået det store slag om Zion, som maskinerne er tæt på at erobre, mens Morpheus (Laurence Fishburne), Neo (Keanu Reeves), Trinity (Carrie-Anne Moss) og Niobe (Jada Pinkett Smitt) hænger et sted og dingler i deres rumskibe. Slaget om Zion bliver trods imponerende scener med de lange mekaniske blæksprutter omkring de faldende babelstårne lidt for forudsigelig i al sin computergrafik. Det er i det hele taget et stort problem for den også filmisk stort anlagte Matrix-saga, at der er gået så meget computerspil i billederne i de to sidste afsnit. Sammen med sin elskede Trinity drager Neo ud på en fatal færd til maskinernes hovedstad, Machine City, for at forlige sig med den øverste hersker, Deus Ex Machina og skabe fred. Neo har indset, at både maskiner og mennesker trues af det defekte program ved navn Agent Smith (Hugo Weaving) i noget, der minder om en overspillet parodi på Jack Nicholson i sit ondeste lune). Naturligvis må sagaen ende med (endnu) en heftig og meget, meget lang duel mellem de to i trøstesløs regn. Igen smukke scener fra en gold og forladt verden, hvor Agent Smith hånligt kan spørge Neo, hvorfor han dog bliver ved at stille op til alt det bøvl og alle de virtuelle øretæver rundt på lofter og vægge? »Fordi jeg har valgt det«, er det enkle svar, som vel samtidig er svaret på, hvad Matrix egentlig handler om. Det føles ikke fyldestgørende, men kan vel næppe være anderledes, når man forsøger at presse fremtidens store spørgsmål ind i et format, som passer til playstation og computerspil. Og som endte med at blive endnu en moderne millionforretning snarere end en filmhistorisk fornyelse. 'Matrix - The Revolutions' er (næsten) en æstetisk nydelse, fascinerende underholdning, som dog er lige så irriterende, fordi den prætenderer så meget og vil så lidt.