CIA-agenten vil vistnok beskytte El Presidente mod et militærkup fra ham, der i sin tid myrdede den musikalske frihedskæmpers kone og barn; eller også går agenten efter narkobaronens penge, så denne søger både dobbeltgænger og plastikkirurg, og i alle lejre er der forrædere, så ... Hvad kan opveje et rigtig rodet plot om ingenting? Svaret kender vi fra visse operaer: Dét kan den fuldkomne stilrenhed, den pletfri, uforfærdet gennemførte - udenforstående vil sige: skamløst overdrevne - brug af alle de udtryksmidler, som giver kunstarten dens særpræg - indhold eller ej. Således også med subgenren 'tortilla-action' - eller hvad vi nu skal kalde Robert Rodriguez' mix af nostalgisk sombrero-western og mobilnutidig gangsterfilm til akkompagnement af skarpladt, automatisk steelguitar. Eller snarere 'leadguitar', som i 'bly'? Hvad rager realisme os, når bare landsbyluftens gadestøv størkner til en sitren under guitarens første søgende akkorder - før narkobaronens håndlangere og bananpræsidentens livgarde i næste sekund suser gennem luften for velanbragte sprængladninger? Når man i tabets tårevædede erindring ser Antonio Banderas og Salma Hayek som kitschromantikkens ultimative elskende par, her sammenlænkede og usårlige på fejende flugt fra 5. sal ned over en lodret husmur i en regn af kugler. Eller det mytiske slutbillede af Johnny Depp med blodet silende ud under solbrillerne, mens han støtter sig til en laset lille tyggegummisælger som hjælp til at sigte, i mangel af de øjne, vi lige har set blive stukket ud. Zorro møder Ødipus Rex, og glem så bare alt om sandsynlighedskrav eller problemer under debat. Med titlen på sidste del af 'pesos-trilogien' om 'El Mariachi' (1992) alias 'Desperado' (1995) udpeger den texanske trivimester direkte forbilledet, Sergio Leone med hans dollartrilogi. 'Once upon a time in Mexico' er et lige så gennemkoreograferet orgie af velformede klicheer, hvor truende tøven veksler med tætklippet tempo, veltalende kynisme med umælende hævntørst, beregnende bedrag med sentimental sorg. Willem Dafoe spiller klaver og narkobaron, Mickey Rourke er hans lejemorder med skødehund! Cheech Marin, Danny Trejo, Rubén Blades og Enrique Iglesio affyrer projektiler så talløse som havets sand og Hollywoods stjerner. Banderas og Hayek hviler med lad ynde i ikoners stråleglans, mens Johnny Depp trækker læsset og tager skuespillets stik hjem. Hans præstation som CIA-agenten Sands, intrigens dukkefører og dens offer, spænder ubesværet fra depraveret brutalitet til fortvivlet ukuelighed - en figur af mytisk format, som fanden flækkeme skal ha' et eget hjerte oven i de fire, resten fortjener. Vel er det kitsch, men med den bevidste selvparodis ironiske elegance - og samtidig så vidunderligt vulgært, at man må lade sig rive med af billedstormen, så snart første guitarakkord slås an!
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen