Med kølig japansk humor og akkuratesse driver spøgelserne folk til døde. Atter en gang. 'Ju-on: Forbandelsen 2', er instruktøren Takashi Shimizus anden horrorfilm om en forbandelse båret af døde, hævntørstige mennesker, og fans af etteren vil nok blive irriteret over, hvor meget genfortællingen af forgængerens historie fylder. En myrdet mor og hendes ligeledes dræbte, seksårige søn hævner sig på alle, der overtræder tærsklen til det hus, hvor de mystiske mord engang fandt sted. Som spøgelser jo nok er i stand til, materialiserer disse her sig, hvor det er mest belejligt. Under gulvtæpper, i en kopimaskine eller i en gyserfilmskuespillerindes befrugtede livmoder. Bizart nok er det i mange scener mere en æstetisk end rædselsvækkende at overvære, hvad der sker, inden kroppe tømmes for liv og forandres til blålige, stive lig. Takashi Shimizu søber ikke sin film til med kulørte effekter, og han anvender heller ikke den mest almindelige dramaturgiske model, hvor historien fortælles fra den ene ende til den anden. Scenografisk udspiller 'Ju-on' sig i strengt økonomiserede omgivelser. Farvesproget er realistisk i mange scener og klinisk i andre, mere surrealistiske. Og dramaturgisk fortælles parallelt indfundne begivenheder i korte kapitler, så man oplever forbandelsen fra forskellige vinkler. Efterhånden kommer fortælleteknikken til at virke monoton, fordi man har fattet, hvad kapitlerne ender med. Heller ikke skuespillet er lige interessant hele vejen igennem. Men som et stilistisk interessant hyggegys fungerer 'Ju-on: Forbandelsen 2' udmærket. Også så fint, at det er vanskeligt at forestille sig, at der kommer noget bedre ud af Takashi Shimizus aktuelle arbejde med at genindspille filmen i USA.