Hvis vi lige gengiver handlingen kort, er den nok ikke så tillokkende: En tilknappet dværg arver en nedlagt jernbanestation i et hul af en landsby i New Jersey, flytter derud og bliver venner med en meget talende hotdog-sælger, en overvægtig sort pige og en selvmorderisk kvinde, hvis søn er død. Sammen går de lange ture på de skinner, der for længst er holdt op med at synge under togene. Ikke desto mindre er der mange gode grunde til at stifte bekendtskab med dværgen Finbar McBrides (Peter Dinklage) og hans venner. Deres univers er underfundigt, morsomt, menneskeligt og så vedkommende, at man ikke keder sig i et sekund af den i øvrigt prisværdigt korte fortælling. Alt sammen højst usædvanligt for en amerikansk film, som oven i købet handler om, hvordan det egentlig er at være så anderledes som en dværg. Det er ensomt, forstår vi. Finbar McBrides med de følsomme mørke øjne og »den smukke hage«, han komplimenteres for i filmen, har fået nok af at høre på andres hvisken og råben efter ham. Han ønsker kun at leve tilbagetrukket med sin fascination af de tog, han for at undgå aldrig kører i, og jernbanerne. Men det finder Joe (Bobby Cannavale), der passer en hotdog-bar lige ved siden af den nedlagte station, sig ikke i. Han kæfter op og får efterhånden presset en slags venskab ned over den modvillige dværg. Som er ved at blive kørt ned to gange på sin første dag i landsbyen af den smukke, rødhårede kunstner Olivia (Patricia Clarkson), der også har valgt at isolere sig, efter at hendes søn døde, og hun blev skilt. Den umage trio arbejder sig langsomt ind på hinanden, mens instruktøren Tom McCarthy placerer dem i det forbløffende smukke landskab i den lille udørk i New Jersey. Efterhånden udvikler 'Station Agent' (Stationsforstanderen) sig til en rørende historie om fælles menneskelige vilkår og venskab på trods af alt. Finbar McBrides, kaldet Fin, springer ganske langsomt ud af sin selvvalgte isolation, og selv om han får hårde slag undervejs, er der også plads til den lille mand i den store, onde verden med alle dens ubrugte muligheder. En inspirerende, tankevækkende og underspillet film med meget fine skuespilpræstationer. Ikke mindst af Peter Dinklage, som får ensomheden, ærgrelsen og mørket frem i Fins lille krop og ansigt. En imponerende præstation i det, der formentlig er den første hovedrolle i filmhistorien til en dværg. Men hans to, næsten lige så sære, medspillere leverer også en yderst troværdig og overbevisende indsats. I sandhed en stor film om en lille mand.