Enhver biografgænger véd, hvad russisk roulette er. Men hvordan har de russiske rubler egentlig rullet for at skabe den særlige russiske kasino-økonomi, der i 1990'erne gjorde en håndfuld 'oligarker' som den nu London-eksilerede Boris Beresovskij til landets mægtigste mænd? Her kommer et bud fra den ny russiske filmindustri selv, skabt på spændingsfilmens underholdningspræmisser. Kapriciøse tidsspring sønderhakker ganske vist sammenhængen, men som i holografiet rummer hver stump samtidig helheden i sig. På kort formel: B køber af A en handske for en rubel, som B låner af C, der har lånt den af D, som igen har lånt den af E. Netop E har imidlertid en rubel til gode hos - A! Og hvad skal B med kun én handske? Han sælger den tilbage til A, som nu må låne af C osv. Er vi så ikke lige vidt? Nej, for hvert enkelt lån passerer, mod et procentgebyr, gennem en bank, ejet af B - som derved bliver transaktionens egentlige vinder. Sådan forklarer den skrupelløse, men charmerende Platon Makovskij enklest køreplanen for den håndfuld medstuderende og svirebrødre, der bliver hans livgarde på vejen fra universitetets økonomistudier til toppen af russisk økonomi - som ikke er let at skelne fra organiseret kriminalitet. I gründerkapitalismens tusmørke er alle kuponklippere grå. Men den køreplan er altså i filmen klippet itu og sat sammen efter en anden kronologi: detektivens. Tjmakov hedder denne astmatiske og alkoholiserede herre i cottoncoat, der efter Platons tilsyneladende død - hans skudsikre Mercedes kan trods alt ikke modstå et pansermissil - trasker rundt i regnen og, påfaldende uantastet, stiller ubekvemme spørgsmål om fortiden, der så dukker op i episodiske flashbacks, hulter til bulter. Mere spændingsbefordrende end opklarende. Men vi møder f.eks. Ahmet, en tandløs gamling, der i rollen som kaviargnaskende usbekisk godfather skræmmer bukserne af konkurrerende bander. Eller den fordrukne pykniker Lomov, som via Platons penge og nyanskaffede tv-kanal forvandles fra sibirisk lokalpolitiker til præsidentkandidat med sin helt egen dagsorden. 'Foruden Koretskij, topbureaukraten, der forfølger enhver korruption - medmindre den beriger ham selv! I hans selskab dukker også Maria op, en forunderligt ufordærvet escort-spire, som med sin tæft for maskulin handlekraft og politiske klimaændringer snart går over til Platon og som årelang veninde bliver et alibi for, at han er god nok på bunden. Den tror vi næsten på, også takket være Vladimir Masjkovs gevaldigt charmerende og intelligente udstråling i rollen. Glimtvis glemmer man næsten, at opkomlingen jo er svindler, storforbryder, morder. Også svale Marija Mironova som 'mafia-muse' og Andrej Krasko som Moskvas stædigt forkomne svar på Colombo brænder igennem med stærkt nærvær. I det postsovjetiske Rusland er det største onde ifølge denne films optik ikke mafiaen, men staten: bureaukraterne, de grå eminencer i konspirerende fælles dampbad! Om dét er mere end en tvivlsom - men skræmmende! - sandhed, og hvor meget Lomov ligner Jeltsin, eller Makovskij selv ligner den angivelige inspirationskilde Beresovskij, må Ruslandskendere dømme om. Her tjener de Lounguines hovedambition: at skabe en tætbefolket og spændende samtidssaga, en tidstypisk (anti)helt midt i et velkendt typegalleri, med både kærlighedshistorie og samfundsanalyse lumsk forklædt som krimi! Dén ambition er for mangesidig til at lykkes helt, men energiske tilløb er der til en slags 'Once Upon A Time In Moscow' - på godt og ondt!