I sit internationale gennembrud, 'Edderkoppekvindens kys' fra 1985, udforskede den dengang 37-årige instruktør Hector Babenco måder at overleve på i et fængsel - eskapisme (i William Hurts prisbelønnede rolle) eller politisk bevidst realisme (Raoul Julia) og frem for alt den menneskelige forståelse, der opstår mellem de to modsatte holdninger. Det er dén tråd, den argentinskfødte brasilianer nu tager op igen, på en bredere væv. Carandiru var et berygtet brasiliansk fængsel, bygget til 3.000 fanger, men i 1980'erne beboet af 7.000 - og i 2002 jævnet med jorden efter en fangeopstand i 1992, nedkæmpet med militærpolitiets massakre på 111 fanger. Men modsat 1985-kultfilmen har den ny 'fængselsfilm' snarere kollektivromanens træk: Mange skæbner krydses og danner en mosaik uden nogen egentlig hovedperson. Så genren 'fængselsfilm' må i gåseøjne - vi er fjernt fra eventyrlige flugtplaner fra Djævleøen eller Alcatraz, selv om Carandiru er en lige så ufatteligt nedværdigende anstalt. Også her er cellerne mørke, svinske, overfyldte, også her er der en vis hakkeorden. Men den styres ikke af racisme eller bandeorganisering, og de faste bøssepar respekteres i forsamlingen. En ældre fange anerkendes som en slags uformel 'lovsigemand', i et fællesskab ikke ulig vikingernes eller rockernes. De virkeligt udstødte - barnemordere, voldtægtsmænd - sidder i 'den gule fløj', beskyttet mod de øvrige. Inspektør og betjente deler livsrammer med fangerne, i en gensidig forståelse. I et grundigt raceblandet samfund uden sikkerhedsnet, hvor 'berigelseskriminalitet' er overlevelseskamp. Delvis via flashbacks følger vi så bl.a. de unge barndomsvenner Deusdete og Zicos respektive tragedier, uden narko og med den skyldplagede lejemorders modtagelighed for Jesus-tilbuddet om tilgivelse; den transseksuelle 'Lady Di's fængselsbryllup med lommefilosoffen og undermåleren Matias; den muntre pusher, hvis bigami går helt op i en spids på besøgsdagene. Kun en enkelt figur - den gamle ballondrømmer Chico, med ønsket om at gense sine 18 børn - virker som malplaceret 'magisk realisme', midt i dokumentarismen. Filmens grundlag er nemlig en dr. Varellas bog om hans oplevelser som fængselslæge på stedet i tiåret op til massakren, hans stemme er fortællerens. Altså et pseudodokumentarisk stof, selv om billedet kan ligne idyl, når lægen går sin aftenrunde: ro og hygge, tv-kigning og kokkereren i cellerne. Et jævnt og muntert, virksomt liv, omstændighederne taget i betragtning. Og en voldsom kontrast til den afsluttende spontane opstand og politiets blinde bersærkergang. Når her 'mangler' en hovedperson og et 'plot', så fremmer netop dét den realisme, der giver fiktionen skær af reportage. Selv om hver en scene altså er instrueret ind i en rytme af dramatiske højdepunkter, og selv om det er professionelle skuespillere, der gør alle 'hoved-birollerne' til fabelagtige portrætter. Helt lykkes det dog ikke at sammensmelte drama og dokumentar. Men 'Jernurt's instruktør har igen fortalt troværdigt om, hvorfor nogle af os bliver samfundets randeksistenser. 'Edderkoppekvinden's instruktør har igen skabt en stor film om vores afhængighed af gensidig forståelse for hinandens liv og skæbne, også på de umuligste vilkår på bunden.