Solen skinner fra en skyfri og blytung himmel. Som om uvejret, endnu usynligt, ligger på spring, parat til at hærge de endeløst bølgende gule marker. Varmen fornemmes som massiv. Atmosfæren på én gang døsig og anspændt. Tiden står stille, men er på nippet til at sprænges. Det er i dette æstetisk ladede landskab i det fattige Syditalien, instruktøren Gabriele Salvatore og fotografen Italo Petriccione udfolder deres billedmættede barndomsfortælling. Niccolo Ammanitis historie 'Jeg er ikke bange' (Io non ho paura') starter som en klassisk skildring af barndomslandet. Børnene udfordrer hinanden til farlige lege. I en øde ruin langt ude i kornmarkerne er barndommen for Michele og hans kammerater tæt på fantasier om undergang og lemlæstelse. Udfordring og udforskning. Grænser skal afprøves. I de barske lege er Michele offer snarere end bøddel. I jorden omsætter levende organismer det døde til nyt liv. Man sidder sådan set bare og venter på kvinden, der forløsende skal introducere den 10-årige dreng til erotikkens mysterium, da filmen tager en overraskende drejning væk fra den forudsigeligt følsomme barndomsskildring. Ved ruinen opdager Michele et camoufleret hul i jorden. Da han fjerner høet og løfter bølgeblikket, ser han en nøgen fod stikke ud af et muggent tæppe. Foden viser sig at tilhøre en lænket dreng på Micheles egen alder. Er det et misfoster lænket som en uhyre i en hule? Sandheden er for Micheles vedkommende mere skæbnesvanger. Midt i 1970'erne var kidnapning ikke nogen usædvanlig forbrydelse i Italien. Drengen i hullet skal byttes ud med en stor løsesum. Medmindre forbryderne beslutter sig for at likvidere drengen først. Hvilket placerer Michele i et moralsk dilemma af de svære. Forbryderne er nemlig ikke eksotiske skurke i en drengebog, men folk han kun kender alt for godt fra sin lille landsby. Den velkendte landsby, der i sig rummer de voksnes hemmelighedsfulde verden. 'Jeg er ikke bange' er på mange måder en usædvanlig film. En rå og nøgtern skildring, der samtidig er en symbolsk udviklingshistorie, der formår at fastholde det sværmeriske og febrile i barnets synsvinkel. Giuseppe Christiano spiller yderst troværdigt Michele, og Dino Abbrescia som faderen Pino og Diego Abatantuono som gangsteren Sergio nagler tidsbilledet fast med præcision. Hvert eneste billede er gennemvædet af den særlige atmosfære i dette smukke landskab med dets lufttørrede indbyggere. Det er billeder, der åbner øjnene og en fortælling, der trykker for brystet. En på én gang arketypisk og usædvanlig dannelsesfortælling. En slags thriller forlagt til barndomslandet. At Gabriele Salvatore i filmens sidste scene laver en æstetisk bommert af de større kan ikke for alvor slå skår i glæden over en både usædvanlig og usædvanligt fremragende italiensk film.