Vi er på Island, lige efter Anden Verdenskrig og lige før, at filmstjernen Erroll Flynn skal giftes igen. Island er endnu en udørk på frustrerende afstand af den moderne civilisation. Bare ikke for den smukke Freya. Hun blev gift med en af de amerikanske soldater, hun sværmede for, og nu er hun vendt tilbage til øen og sin fattige familie, men som enke. Hendes mand er død, mens han afisede køleskabet (!). Sådanne moderne bekvemmeligheder har ikke alle på Island, hvor man endnu ikke har tæmmet kulden og koncentreret den i et skab. Freya flytter ind i familiens gamle hus, der bebos af kvinder i alle aldre. Alle - undtagen den yngste, den ulideligt nysgerrige Agga - er imponeret af hende, af hendes slanke talje, flotte barm, mange kjoler, selvsikre stil og erotiske selvstændighed. Nogle ser også skævt til hende. Men gradvis lærer de at respektere hendes styrke. For hun er af den slags, der ikke adlyder andre regler end sine egne. Hun sætter sin egen dagsorden. Det samme gør Ágúst Gudmunssons film. For 'Mågelatter' er en hybrid mellem en sædeskildring, en familiesaga, en kærlighedshistorie, en beretning om stærke kvinder og svage mænd - og en krimi. Naturligvis må død og eros gå hånd i hånd, netop her. Men den eneste, der aner en sammenhæng, er lille Agga. Filmen har det meste. Undtagen en klar mening. Vi er i mødestedet mellem den lille verden og den store, mellem det, der er gammelt og genuint islandsk, og det, som hører fremtiden til. Men hvis man forventer at se netop enken Freya folde sig ud som repræsentant for en moderne amerikansk livsstil, bliver man overrasket. For hun viser sig snart at være selve inkarnationen af den islandske natur: dyb, dragende, egensindig og farligt uberegnelig. En hemmelighedsfuld pagt med den levende natur gør hende uovervindelig, og dem, der står hende i vejen, ender i jorden eller på en båre. Som i islandsk litteratur og kunst er naturen også overvældende nærværende her. Den er det eneste uomgængelige i en usammenhængende verden. Man kan være nok så led ved lugten af fisk, mørket, rationeringsmærkerne, drikkeriet, de andre kvinder, og mågerne, der helt sikkert ler ad én. Men det er naturen, der bestemmer. Både den, der hører landskabet til, og den, der ligger i det enkelte menneske som en arv og en drift. Men der er et problem med denne natur. Man ved ikke altid, hvad den vil, om den er ven eller fjende. Sådan er det også med 'Mågelatter'. Det er en film, som man ikke ved, hvor man har. For den er mærkelig skæv og kantet i sin afvejning af skæbne og humor. Deri ligner den virkeligheden. Men den vil for meget og for lidt, på samme tid, og netop tiden falder lang, længe før mågerne har grinet færdig. Smækre Margrét Vilhjálmsdottir lægger krop til Freya, mens Ugla Egilsdóttir næsten er for meget som 11-årige Agga. Det er dog deres skikkelser, der bliver stående i erindringen, når fuglen er fløjet.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview