For en komedie er det naturligvis et problem, at filmens bedste joke falder allerede i den indledende tekst. Sådan er det desværre med 'Anchorman', hvis lille introduktion med »Denne historie er baseret på virkelig hændelser. Bortset fra handlingen, stedet, personerne og navnene«, citeret fra hukommelsen. Det er jo skægt, og da ideen bag filmen - at tage pis på den selvfede tv-verden - også er god, stiger forventningerne. Men desværre viser det sig hurtigt, at historien om ankermanden og stjernen Ron Burgundy og hans fjottede hold af journalister engang i halvfjerdserne på en tv-station i San Diego, Californien, der pludselig får kvindelig konkurrence, er for dum til at være sjov. Filmen leger ligesom 'Boogie Nights' med 1970'ernes kvindefrigørelse i en mandsdomineret verden, hvor 60'ernes seksuelle frigørelse og den almindelige dekadence med sprut og stoffer ad libitum hurtigt kom til at handle om nye former for mandlig tilfredsstillelse. Mellem de uskyldige eksperimenter, der hurtigt er blevet ritualiserede og kyniske, fjoller Ron Burgundy (Will Ferrell, som også har skrevet manuskriptet) og kumpanerne rundt i deres endeløst selvhøjtidelige verden. Indtil den stanglækre Veronica Cornerstone (Christina Applegate) dukker op på stationen med ambitioner om andet og mere end at dække katteudstillinger. Naturligvis ender det med en romance mellem hende og ankermand Burgundy, der dog hæmmes af konkurrencen mellem dem. Det må ende med, at den grænseløst selvglade ankermand kommer i dyb havsnød, ligesom i øvrigt hans kære hund. Og det gør det. Undervejs - og der er langt - har man ud over den skønne Christina Applegate ikke meget andet end Steve Carrells snotdumme ekko af en vejrmand, Brick Tamland, at grine af. Den karakter er der muligheder i. For eksempel kan man som eksperiment for sig selv overføre den til danske forhold og vejrprofeter med lækkert hår og stjernestatus i ugebladene.