Den kun 12-årige japanske dreng Yagira Yuya vandt prisen som bedste mandlige skuespiller på Cannesfestivalen i år for sin præstation i Kore-Eda Hirokazus mærkeligt gribende film om fire forladte børn i Tokyo, 'Nobody Knows'. Prisen er en ære, som ikke er for stor. Den både lille og voksne dreng spiller med overbevisende indadvendt styrke rollen som Akira, den ældste i en søskendeflok på fire børn med hver sin far. Moderen er enlig og barnlig og sød - da de ankommer til etværelseslejligheden i Tokyo, er tre af børnene anbragt i kuffert, for at ingen skal se dem. Og de mindre børn får besked om aldrig nogensinde at forlade lejligheden, aldrig så meget som at gå ud på altanen til vaskemaskinen og kigge ud i den store myldrende, anonyme by. De får legetøj. De går ikke i skole, men de er vel lykkelige. Dagens højdepunkt er, når moderen kommer hjem om aftenen, altid tavs om dagens oplevelser, men også altid tilstedeværende, og et følelsesmæssigt holdepunkt. En dag fortæller hun, at hun er forelsket. Det får ikke disciplinen til at forsvinde ud af hjemmet. Så rejser hun og overdrager Akira ansvaret for at passe de andre. Hun kommer hjem igen en måneds tid efter til jul, med flere gaver. Og så tager hun snart af sted igen. Denne gang for altid. Vi ser hende ikke mere, men genføler instinktivt fraværets smerte - en af de værste smerteformer, som eksisterer, måske endda værre i vore dages velfærdssamfund, hvor forældre generelt er blevet socialt forpligtede på det ansvar, de fleste forældre jo også føler. Men når ansvaret svigtes - hvad så? Det er rigtigt set af instruktøren Kore-Eda Hirokazu at gøre moderen (skuespillerinden You) til så indtagende en psykopat. Hun fyldte så meget - også i sit fravær. En festdag sender hun et brev. Akira åbner det: »Kære Akira - jeg stoler på dig. Mor«. Hvem stoler Akira på? Akira tager ansvaret på sig, og fordi han er ansvarlig, går det også godt et stykke tid. Der er legetøj til Kyoko, Shigeru og til Yuki, den mindste lille pige, som han en dag tager med ud - hendes små knirkende sko giver hjerteskærende genlyd, da de traver gennem byen. Den ældre pige Kyoko leger med moderens røde neglelak og spiller på babyflyglet. Og Akira løber til og fra, op og ned ad den lange trappe til lejligheden med poser fra købmanden - måske aner man hans usentimentale desperation, men den får aldrig lov til at strømme over. En japaner skal klare sig. Selvfølgelig går det ikke i længden, men forinden tragedien - der er lige så let og lige så knugende som en kuffert, der lukkes om et lig - begynder at melde sig, ser man barneverdenens mærkelige overlevelsesevne. Som små planter gror børnene ud over altanen, ud til den anonyme by, finder tilfældige holdepunkter uden for lejlighedens slum, uden el og vand, de holder sammen som Børnene fra Frostmofjældet, placeret i Japan år 2005. Det er en temmelig lang, men ikke et øjeblik for lang proces fra overlevelse til undergang. Filmen rejser mange spørgsmål om ensomhed, sårbarhed, ligegyldighed, japanske, men også europæiske og fællesmenneskelige fænomener. Anbefales til den aften, da man har god tid til at fundere.