Hovedet er tomt, men hovedet bliver også forurenet - fyldt op med pistolskud, drab, blod, skygger og skærende flimmer og uh-høggelig underlægningsmusik i den belgiske film om en lejemorder. Han er en ældre mand, han har Alzheimers og må skrive sit hotelværelsenummer på armen, men han når alligevel at myrde fire-fem personer, før politiet i Antwerpen endelig har fanget ham. Lejemorderen hedder Ledda og bliver til en slags desillusioneret antihelt, da han nægter at likvidere et tolvårs barn - en pige, som 'tilhører' børneprostitutionen. Ledda efterspores af politikommissær Vincke, som også er en mystisk karakter, en såkaldt intellektuel. Og intrigerne involverer det højste selskab i Belgien, repræsenteret af en baron, som vi fra første færd har et godt øje til. Filmen er indspillet på flamsk og bærer i det skjulte på en del traumer fra belgisk politik. Sprogspørgsmålet, først og fremmest. Og muligheden for korruption inden for politiets egne rækker. Uden den famøse Marc Dutroux-sag om barnemord og ubegribelige svagheder i efterforskningsarbejdet var denne historie næppe blevet filmet, nu er den, men med en efterhånden søvndyssende og alt for velberegnet dosis horror og action. Ledda vil ikke dø, filmen vil ikke ende. Selv om den er lang, tilvejebringes der aldrig nogen solide forklaringer på den politiske intrige, og dertil kommer, at alle personerne er grimme. Er belgierne grimme? Det er muligt. På plussiden står skuespilleren Jan Decleir, som leverer et solidt og lydhørt portræt af Ledda - en skuespiller, som kan mere end dræbe og flygte. Filmen var Belgiens bidrag til en oscarnominering for bedste udenlandske film, men den opnåede ikke prisen. Det manglede også bare.