Bryllups-ditten, bryllups-datten, bryllups-dutten og bryllups-daten - altså ikke datoen - men den lækre fyr, man har inviteret med til brylluppet, for at det skal se ud, som om man er gode venner med en fyr, som man i virkeligheden ikke kender. Den slags gør man jo, når man er forsigtig og genert. Newyorker-pigen Kat inviterer escortbureauets Don Juan ved navn Nick med til London, for at de kan deltage i hendes halvsøsters bryllupsfest. Søsterens forlover Jeffrey er nemlig Kats tidligere loverboy, og ham vil hun gerne vise, at hun er kommet videre. Det viser sig, at escortfyren er (altså, skal være...) lækker, civiliseret, klog og elskværdig. Seks tusinde dollar for ham kan ikke være for meget, især hvis man får dem igen. Og så sker der det, at - vent et øjeblik, jeg skal lige rette på stolen - så sker der det, at Kat forelsker sig i escorten, og at hendes søster ikke elsker sin kommende ægtemand, og at forloveren Jeffrey elsker søsteren. Det kan give mange mulige væsentlige konfrontationer i en verden, som ingenting har at gøre med Deres verden, eller for så vidt med skuespillernes verden, bortset fra at de får mange penge for at medvirke. Hvad laver de? Aner det ikke. Men de har mange penge, som de så må have arvet, eftersom de ikke bestiller noget i filmen. Nå, jeg fortsætter pligtskyldigt: Så sker der det, at escort-Nick også bliver forelsket i Kat, mens søster og Edward alligevel bliver gift, og Jeffrey (det var forloveren) fader lidt ud som en figur, der ikke rigtig var brug for. Og så er det slut. Det er et amatørmanuskript til en amatørinstruktør, som ikke har én vittighed på lager, ikke engang en fra i forfjor. Debra Messing er kvik og viser energi som den foretagsomme newyorker-pige, der ligesom er mere frisk og bly end de amerikanske skuespillere, der skal agere englændere i London. Nick - Dermot Mulroney - er derimod en katastrofe, som badeværelsesanger, som leverandør af replikker. Manden har én mimisk specialitet, som skyldes et behændigt ar over højre del af overlæben. Hvor er han lækker, kvidrer alle de kvindelige bryllupsgæster. Må vi være fri! »Omgivet af idioter er frygteligt! Hvad jeg må prøve!«, som H.C. Andersen skrev i sin dagbog 12. maj 1875.