Rod- og retningsløse unge er et genkommende fænomen i nutidens japanske film og litteratur. I '19' fortæller debutanten Kazushi Watanabe om fænomenet med en særlig drejning. Det er historien om en ung student på scooter, der ud af det blå ved højlys dag bliver bortført af en bande ungdomsforbrydere i en stjålet bil. Historien bygger på en autentisk begivenhed. En af pointerne i Watanabes roadmovie er, at Usami ikke selv ved af, at han er rodløs, før han bliver bortført. I begyndelsen stritter han imod, og prøver at stikke af. Men da først det går op for ham, at han jo egentlig ikke skulle noget særligt alligevel, glider den pæne unge mand umærkeligt ind i rollen som en af dem, der lige så godt kan have travlt med at leve stærkt, dø ung og slå på tæven. Filmen er konsekvent holdt i en afbleget, overbelyst billedæstetik, der giver realitetsfornemmelsen et tyndslidt look. Virkeligheden ligner et stof, der ikke hænger godt sammen. Det er filmens stærkeste kort sammen med uvisheden om Usamis skæbne. Som Usami er man nemlig henvist til at gisne om bortførernes intentioner. Om hvilken grad af brutalitet, de i givet fald vil være parate til at benytte sig af. Er de bare bøller eller er de gangstere? I Japan kan '19' nok være blevet set som en rystende fortælling om ungdommens nihilisme. Det er en ordknap, langsom og cool film og bestemt en stilsikker debut fra musikvideoinstruktøren Watanabe, der selv spiller bandens leder. Men det er ikke helt nok til at kaste lys på det største mysterium i forbindelse med '19'. Nemlig det mysterium, der handler om filmens import. Når nu verden er fuld af spændende film, der aldrig får premiere i Danmark, hvorfor lykkes det så med fire års forsinkelse - '19' er fra 2001 - for en film, der ikke kan siges at være rigtigt kunstnerisk påtrængende og som heller ikke kan formodes, at ville kunne tiltrække et publikum af blot nævneværdigt omfang?