Der står en mand ved en moden kornmark og snakker. Stille og sindigt taler han. Med smil i øjnene. Han er født i Danmark, men alligevel kan det være svært for en dansker at forstå ham. Altså medmindre man er godt hjemme i alsisk. Noget tilsvarende sker adskillige gange, mens omkring 40 andre danskere fra forskellige steder i landet besindigt udtaler sig i instruktøren Peter Klitgaards dokumentarfilm 'I Danmark er jeg født'. Her og der smutter en vending og tabes en mening, når der tales syngende på trængte dialekter fra Thy, Langeland, Bornholm, Møn, Falster eller Lemvig. Lige præcis dét er en vægtig del af charmen ved filmen og landet. At der stadig eksisterer danske dialekter, og at de er så strittende forskellige, når nu landet er så lille. Det undrer Hendes Majestæt Dronningen sig da også fornøjeligt over i filmen på sit letforståelige hofdanske med de høje vokaler. Dronningen er i det hele taget den medvirkende, som klarest formulerer, hvorfor det er interessant at beskæftige sig med det danske sprogs variationer. De øvrige fortæller en efter en om løst og fast fra hver deres sted i landet i rolige glimt fra stort set den samme kameravinkel. Om man møder en frisørelev fra Harboøre Sogn, en studerende fra København eller en arbejdsmand fra det østlige Fyn, præsenteres de alle stilfærdigt interessevækkende af Peter Klitgaard. Klip for klip lærer man ikke blot de medvirkende bedre at kende. Fornemmelsen for talesprogets klange og for de bagvedliggende toner i en tøven eller et smil forstærkes også. 'I Danmark er jeg født' er en hyggelig skildring af danskernes sprog og sindelag. Hvis man vil vide mere om dialekternes oprindelse og hastige svind, skal man søge andre steder. De ting forklarer filmen ikke. Peter Klitgaard viser, hvordan sproget er, og som sådan er hans film et fint og vigtigt dokument for både nu- og eftertiden.