Johnny Depp spiller den usædelige ateist og levemand Jarlen af Rochester, der i 1660'erne med vildt skørlevned og både poetisk og politisk satire satte London på den anden ende. John Malkovich spiller Kong Charles II, der førte England ud i en på alle måder løssluppen forbrugsfest efter Cromwells puritanske diktatur. Den fantastisk intense Samantha Morton spiller skuespillerinden Liz Barry, der kom til at personificere en ny tid, hvor kunsten fik ambition om at imitere det autentiske snarere end at efterabe sin egen kunstighed. Kongen og Jarlen har meget til fælles, men ulmende konflikter udvikler sig alligevel til en slags usædelighedsfejde. 'The Libertine' udspiller sig således i et uhyre interessant historisk skæringspunkt og beskæftiger sig foruden sit portræt af den usædvanlige Rochester også med forholdet mellem kærligheden og kærligheden til teatret samt skismaet mellem intellekt og talent. Så længe en fremragende Johnny Depp kan spille sin intellektuelle skørlevner som den første nihilist, er filmen indviklet i en flirt med det sublime. På billeder, hvor fornemmelsen af pudder, dekadence, mudder og malerkunstens lærred afspejlet i billedteksturen bliver akkompagneret af Peter Greenaway-komponisten Michael Nymans originale strygermusik. Greenaway er i det hele taget en åbenlys inspiration. Selvfølgelig går det galt for kynikeren. Hans maske revner med et brag. Samtidig får 'The Libertine' en rift, den aldrig helt kommer sig over. Pludselig skal vi til at investere følelser og forholde os til moralske dilemmaer i stedet for med råkold lyst at nyde giftigheder og slibrigheder. Men vi har ikke fået udstukket redskaberne, og instruktøren Laurence Dunmore synes også at savne dem. En på mange måder original og udsøgt spillet film ender derfor en kende bovlam.