Johnny Depp spiller den usædelige ateist og levemand Jarlen af Rochester, der i 1660'erne med vildt skørlevned og både poetisk og politisk satire satte London på den anden ende. John Malkovich spiller Kong Charles II, der førte England ud i en på alle måder løssluppen forbrugsfest efter Cromwells puritanske diktatur. Den fantastisk intense Samantha Morton spiller skuespillerinden Liz Barry, der kom til at personificere en ny tid, hvor kunsten fik ambition om at imitere det autentiske snarere end at efterabe sin egen kunstighed. Kongen og Jarlen har meget til fælles, men ulmende konflikter udvikler sig alligevel til en slags usædelighedsfejde. 'The Libertine' udspiller sig således i et uhyre interessant historisk skæringspunkt og beskæftiger sig foruden sit portræt af den usædvanlige Rochester også med forholdet mellem kærligheden og kærligheden til teatret samt skismaet mellem intellekt og talent. Så længe en fremragende Johnny Depp kan spille sin intellektuelle skørlevner som den første nihilist, er filmen indviklet i en flirt med det sublime. På billeder, hvor fornemmelsen af pudder, dekadence, mudder og malerkunstens lærred afspejlet i billedteksturen bliver akkompagneret af Peter Greenaway-komponisten Michael Nymans originale strygermusik. Greenaway er i det hele taget en åbenlys inspiration. Selvfølgelig går det galt for kynikeren. Hans maske revner med et brag. Samtidig får 'The Libertine' en rift, den aldrig helt kommer sig over. Pludselig skal vi til at investere følelser og forholde os til moralske dilemmaer i stedet for med råkold lyst at nyde giftigheder og slibrigheder. Men vi har ikke fået udstukket redskaberne, og instruktøren Laurence Dunmore synes også at savne dem. En på mange måder original og udsøgt spillet film ender derfor en kende bovlam.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
»Han er virkelig intelligent og en meget snu politisk aktør«, og han kan blive et kæmpe problem for Trump
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview