Der er scener af dybt rørende og akavet skønhed i tyske Maren Ades ’Min far Toni Erdmann’.
De er grotesk udseende kulminationer på anspændte følelser og opstår ret sent i det over to og en halv time lange og underligt alvorlige komediedrama. Skulle jeg beskrive de scener isoleret, ville de mest lyde som sjov og ballade.


























