0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nørdet sci-fi-film er vildt spændende og dybt rørende

Kan Banks blive frelseren, der ved hjælp af rumvæsenernes komplicerede tegn, som de sprutter ud med blæk på en glasvæg, forener menneskeheden?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

At den kloge og nysgerrige sci-fi er midt i en slags guldalder, bekræftes af Denis Villeneuves ’Arrival’. Kilde: Politiken / Kim Skotte / Producer: Henrik Haupt

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De amerikanske anmeldere og kommentatorer er enige: Denis Villeneuves ambitiøse science fiction-film ligner ikke bare en stærk kandidat ved næste års Oscar-fest. ’Arrival’ er også blevet årets vigtigste film i et land, der forsøger at finde sig selv i kølvandet på Donald Trumps valgsejr.

Amy Adams spiller lingvisten dr. Louise Banks, som rekrutteres af hæren for at afkode eventuelle krigserklæringer fra de aliens, der har taget opstilling i deres rumskibe på tolv udvalgte steder på kloden.

Sammen med den teoretiske fysiker Ian Donnelly (charmerende og kløgtigt spillet af Jeremy Renner) bliver hun sendt op i det skib, der står i Montana, hvor hun ellers lever et stille liv som universitetslærer, single og sørgende mor, der har mistet sin datter til cancer.

Hun insisterer på at møde de ansigtsløse rumvæsner uden frygt, selv om de ligner en uhyrlig bastard mellem edderkop og elefant. Eller blæksprutte. Eller noget helt fjerde. De kan ikke defineres ud fra vores begreber, og når de kommunikerer, lyder det som hvaler, der har fået en dommedagstuba på tværs i halsen.

De er skræmmende. I hvert fald så længe man ikke forstår dem. Og hvis verdens ledere lader sig rive med af frygt og folkestemning, kan det hele ende med et brag. Så dr. Banks får travlt med at tyde tegn, der enten kan betyde ’våben’ eller ’gave’.

Hvis man vil, kan man se filmen som en kampagne for den humanisme, der vil forsøge at forstå de fremmede i stedet for som Trump at gøre dem til et sikkerhedspolitisk problem.

LÆS ANMELDELSE

Men filmen kunne lige så godt være en opsang til de velmenende. Dem, der ikke har lyttet til den vrede hvide mand. Dem, der var så sikre på deres eget sprog, at de diskvalificerede ethvert bjæf fra ’de andre’ som irrelevant idioti.

Rumskibene er sorte ovale monolitter, der står svævende over Jorden uden åbninger i den glatte overflade. De ligner gigantiske punktummer i enhver grammatik, vi kender til. Eller minder de om håndgranater?

Visuelt bjergtagende science fiction

Det lykkes Villenueve at kombinere sprogforskning med elementær spænding, og det er i sig selv en bemærkelsesværdig bedrift.

Man skal ikke forvente episke slag med buldrende action i en film, der i højere grad knytter sig til den visuelt bjergtagende science fiction-tradition fra Andrej Tarkovskijs ’Solaris’ og Kubricks ’Rumrejsen år 2001’. Og allieret med fotografen Bradford Young får Villeneuve skabt åndeløst smukke billeder.

Musik, billede og Louise Banks åbenhjertige forsøg på kommunikation får det fremmede til at føles som noget, vi kan forbindes med

Da dr. Banks og hendes hold svæver ind gennem det hul, som de fremmede har åbnet for dem, sidder man med åben mund i biografsædet. En firkantet kanal, hvis indre drejer ud i lærredets bredformat, efterhånden som tyngdekraften skifter retning i ’Inception’-stil. Det er lige linjer i et granitsort rum, der kontrasteres minimalistisk af holdets orange dragter. Og med den islandske komponist Jóhann Jóhannssons score i forgrunden er der flere momenter af stor filmkunst i vente.

Jóhannsson har mikset en ordløs kvindevokal i flere lag og hakket den op i et staccato, der placerer os et sted mellem drøm og opvågning. Uden elektroniske effekter er det en sjælfuld musik fra analoge instrumenter, en taktil lyd, der skaber nærhed i de abstrakte kompositioner.

Det samme sker, når man kommer tæt på rumskibets sorte indre, hvor man kan se strukturer i væggens materiale, som mandskabet ikke kan lade være med at røre ved. Musik, billede og Louise Banks åbenhjertige forsøg på kommunikation får det fremmede til at føles som noget, vi kan forbindes med.

LÆS OGSÅ

Men uden for kapslen er verden ved at falde fra hinanden. Miltitærbasens mange tv-skærme, der lader regeringer forhandle om en fælles reaktion, slukker en efter en, indtil der står ’disconnected’ på dem alle. Villeneuve vil gøre sin fortælling så universel som den bibelske beretning om Babelstårnet, hvor menneskenes fællessprog blev ’disconnected’ i myriader af fremmedsprog på grund af hovmod.

Kan Banks blive frelseren, der ved hjælp af rumvæsenernes komplicerede tegn, som de sprutter ud med blæk på en glasvæg, forener menneskeheden? Måske, hvis hun kan overbevise de mest moderate militærmænd (med den altid gode Forest Whitaker i front) at lytte til beskeden fra de galaktiske ambassadører: »Many become one«.

At det filosofiske mikses så sømløst med et bevægende personligt drama, skyldes ikke mindst Amy Adams storspil.

Fra begyndelsen ved vi, at hun har mistet sin datter til cancer, og den sorg formår Adams at gøre smittende på reko