En menneske- og børnevenlig kerne af ømhed og eftertænksomhed adskiller ’Grusomme Mig’-filmene fra de mange konkurrerende, hektisk højrøstede animationsfilm.
Titelfigurens splittethed – superskurk? Eller superagent imod skurkene? – røber det underliggende enkle behov for anerkendelse, som hans mor, den selvoptagne strigle, snød ham for som barn. Og nu bliver han og hans seje kæreste, Lucy, der kæmper for at blive en god (reserve-)mor for småpigerne, oven i købet fyret som agenter!
Gru og familien er slet og ret rørende, mens hans små gule robothjælpere, Minions, mest er nuttede, men også kan være hjerteløse. Her vender de Gru ryggen, ryger i fængsel og kører deres eget ræs med hjemmesyet luftfartøj, mens familien Gru besøger den nyopdukkede tvillingbror.
Han er en jetset-kopi af Gru, med Trump-billig selvfedme smurt uden på samme grundlæggende selvusikkerhed. Sammen kæmper brødrene mod en kikset barnestjerne fra 1980’ernes tv, Balthazar Bratt med svenskerhåret, der nu som voksen savner rampelyset og vil hævne sig på Hollywood! En lyserød kæmpediamant (fra ’Pink Panther’) er plottets macguffin, og der er sange af Pharell Williams (en af dem planker vist melodilinjen fra gamle Tom Lehrers sang om grundstofferne?).
Men pyt med alle lån og parodier, superturbokøretøjer, superboblegummi og andet vanvid. Det hele handler om mindreværdskomplekser og skellet mellem alle de skøre roller, man i en se mig!-tid kan vælge at påtage sig – over for at vælge at være tro mod sine ægte følelser: det banale, men menneskelige grundlag for Gru-filmenes velfortjente succes.
fortsæt med at læse
