Her 35 år efter ’Blade Runner’ kommer omsider en efterfølger til Ridley Scotts uforglemmelige og skoledannende sci-fi-klassiker. Filmen om den såkaldte blade runner Deckard, der i 2019 havde til opgave at opspore og nedlægge undslupne replikanter. I filmatiseringen af Philip K. Dicks fortælling var replikanter kunstigt skabte mennesker designet til at tage sig af det beskidte arbejde som slaver og soldater på Jordens rumkolonier.
Deckard var i Harrison Fords skikkelse trods fremtidsscenariet en ægte efterkommer af Chandlers hårdkogt sentimentale noir snushane. Selv om Ridley Scott i den omklippede version af sin scifi-klassiker i 1992 kraftigt antydede, at hovedpersonen Deckard selv var replikant, har spørgsmålet stået åbent og fascineret generationer af filmfans.
Ikke alene er det en god filmgåde, det er også et spørgsmål, som i sig rummer helt centrale sociale, politiske, teknologiske og eksistentielle spørgsmål. Vil teknologien og et presset økosystem friste os til at skabe nye former for undermennesker og slaver? Vil vi fortsat kunne skelne mellem ægte og kunstigt liv? Og hvad med etikken, hvis det kunstige liv ikke blot lærer at efterligne følelser, men også viser sig i besiddelse af overlegne netværk med potentiale til at reducere den ægte vare til sekundavare?
Vi er med teknologisk lynhastighed på vej derhen, og vi er i den grad ankommet i Denis Villeneuves ’Blade Runner 2049’. I 2049 er teknologien avanceret, men naturen og det meste af civilisationen er kollapset, og undervejs har også den digitale æra oplevet at blive nulstillet. Et ti dage langt strømsvigt slettede næsten al data, og siden da har det været op ad bakke.
Et scenarie, som Denis Villeneuve fra filmens første billeder udmaler med manende kraft. Den nye blade runner K spillet af Ryan Gosling flyver i sin bil hen over en gold og støvet ødemarks monotoni kun afbrudt af gigantiske solcelleanlæg og desperate drivhuse.
Næste uges kultur: Kan den nye ’Blade Runner’ leve op til forgængeren? Og kan Dan Brown stadig sælge bøger?Snart bevæger vi os ind imod storbyen Los Angeles, hvor havet bliver holdt ude af en gigantisk mur, og hvor arkitekturen er en tætgnidret blanding af reklameglimtende grid og betonfavela. Forlader man L.A., kommer man til den tidligere havneby San Diego. En enorm rusten skrotbunke og endeløs losseplads, hvor et pjalteproletariat slås om smulerne, mens børnearbejdere slider i underjordiske anlæg. Spillebyen Las Vegas er efter en beskidt bombe kun en orangegul ruinskygge af sig selv.
Filmens setdesign er intet mindre end fantastisk. Her lever Denis Villeneuve helt op til forgængeren, og med de enorme fremskridt, der er sket inden for filmteknologien siden 1982, er der også effekter i ’2049’, som giver den gamle baghjul. En virtuel jukebox med en lille Frank Sinatra i 3-D og tårnhøj robotporno er kun to af finterne.
Det er virkelig en skræmmende, forstemmende og storslået oplevelse at dykke ind i et dystopisk univers, hvor naturen på den grønne måde kun er et fjernt minde.
Også fordi filmen med den eskalerende klimaproblematik har en kraftigere rem af realisme, som selvfølgelig virker mere påtrængende end Ridley Scotts trods alt mere eksotiske forestilling om et L.A. badet i syreregn.
Denis Villeneuve har klart nok villet lave sit eget bud på ’Blade Runner’ uden at svigte det ærefrygtindgydende hverv. Man kan da heller ikke beskylde Villeneuve for ikke at tage opgaven alvorligt, men man kan måske godt beskylde ham for at have taget den for alvorligt!
Volden i filmen er brutal, og ’Blade Runner 2049’ er realiseret med grandios gravalvor af instruktøren bag film som ’Nawals hemmelighed’ og ’Sicario’.
Titler, som minder om, at Villeneuve grundlæggende er en alvorens mand, både når det gælder vold og intellekt.
Signatur: Fremtiden bliver meget bedre, end vi trorAlligevel kan jeg virkelig godt savne den legende opfindsomhed, som den dystre fremtid blev fremmanet med i 1982, og ikke mindst savne Harrison Fords knastørre ironi. Man kan sige meget godt om Ryan Gosling, men både han og Harrison Ford, som dukker op som den gamle Deckard, er nogenlunde lige så muntre som to bedemænd med en klump i halsen. Manuskriptforfatterne Hampton Fancher og Michael Green har haft en udfordrende opgave med at skulle skrive et nyt drama ind i en gammel ramme. De har løst den ved at skrive en historie, der både er en løs fortsættelse og en opdateret variation over samme tema.
Historien tager hurtigt fart, da blade runneren med det kafkaske navn K kommer på sporet af en farlig hemmelighed. To replikanter har tilsyneladende i 2021 født et barn. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men livet finder vej. Kommer det ud, bliver det umuligt at opretholde forestillingen om replikanter som ikke-mennesker. Både K’s arbejdsgiver L.A.P.D. og Wallace-koncernen, der har taget det kommercielle verdensherredømme efter den gamle Tyrrell-korporation, rykker ud.
K kommer hurtigt til at befinde sig i en farefuld knibe, men bliver også på anden måde indfanget af det brandfarlige spørgsmål. Hvor står han selv i opgøret mellem ordenshåndhævere og replikanter? Stik modsat den gamle ’Blade Runner’ får vi nu fra filmens start at vide, at blade runneren selv er replikant. Men passer det? Er K’s minder og følelser virkelig alle kunstigt implanteret? Eller er de hans egne? Og hvad vil det egentlig sige?
Det klassiske Blade Runner-dilemma spidsformulerer grundlæggende eksistentielle spørgsmål om, hvem vi er. Et stort spørgsmål, som Villeneuve til gengæld formår at malke tyndt over 163 minutter.
Det indimellem noget kryptiske plot gør det svært for filmens mere actionprægede del at få rigtig luft under vingerne.
Skurkegalleriet fungerer ikke godt. Der er ikke en formidabel modstander som Rutger Hauers replikantkriger Roy Batty fra den første film, og Jared Letos mogul Wallace er en mere udspekuleret end troværdig erstatning for Joe Turkells bebrillede teknogud fra 1982.
Uha, det kan hurtigt blive en unfair selskabsleg at sammenligne, når nu Villeneuve så åbenlyst har villet skabe noget andet. Men det er slående, i hvor høj grad det er de kreativt legende elementer og lysten til at fortælle underholdende, der er blevet smidt ud med det kulsorte badevand.
’Blade Runner 2049’ er en i begyndelsen virkelig fascinerende, men efterhånden temmelig tungsindig dystopi. En stor seriøs kleppert af en arvtager, som minder om, hvor formidabel i sin afbalancering af tyngde og lethed den originale ’Blade Runner’ var.
Men hvor Ridley Scotts film var vaskeægte noir klædt ud som sci-fi, er Denis Villeneuves monolit sort snarere end noir.
»Vi er allesammen på jagt efter noget, der føles virkeligt«, lyder filmens nøglereplik. Konstateringen rammer filmen som en boomerang. Det handler undervejs vældig meget om følelser og deres autenticitet, men det kniber gevaldigt for Villeneuves replikantfilm at vække mine.
fortsæt med at læse
