Engang jeg stod i kø på filmfestivalen i Venedig, faldt jeg i snak med en kendt engelsk filmanmelder. Snakken faldt på Christoffer Boe, der kort forinden i 2003 med sin debut ’Reconstruction’ havde vundet Camera d’Or i Cannes. En anderledes dansk film. En hyperæstetisk og filmhistorisk bevidst intellektuel leg med mediet.
»Sikke en blærerøv! En kløgtig blærerøv, men ikke desto mindre en blærerøv«, lød dommen fra den gamle englænder, mens han smilede overbærende og missede med øjnene. Lovlig smarte, unge instruktører med nybølgende selvbevidsthed piblende ud af alle filmiske knaphuller havde han set nogle stykker af før.
