Er der nogen, der har ry for at kryste kernefamilien i sin favn og slikke normative gamle boformer op og ned ad begge balder, er det Hollywood.
Især det store gamle filmselskab MGM, der slet ikke magtede at lave film uden mænd i lænestole med piber og slåbrok og damer i køkkenet med forklæder og moralprædikener. Og artige børn.
Men japanerne har nu altid sagtens kunne holde trit med MGM og Hollywood. Og de erosioner, der har fundet sted i det japanske samfundsskelet, har været så subtile, at de er gået under radaren hos os i Vesten, hvor vi tit kun forstår et vink, når det er med en vognstang, selv om erosionerne har medført rystelser af den anden verden på hjemmefronten.
Denne lille mand, jeg sidder over for i en nondeskript hotelfoyer i Cannes, så langt væk fra Croisetten, at det ikke engang er sjovt, går op i de ting. Det er maj, Kore-eda deltager i hovedkonkurrencen igen med sin nye film, ’Shoplifters’, men ved endnu ikke, at han ender med at rende med Guldpalmen.
