Hvordan er det at tilhøre underklassen i Danmark og føle sig magtesløs over for beslutninger, som andre tager på ens vegne?
Det får man som seer et ærligt indblik i gennem de konfliktfulde historier om Ib, Irene, Angelica, Martin og en række andre i TV 2’s dokumentariske serie ’På røven i Nakskov’.
Tilrettelæggerne har i et år fulgt syv familier, der alle bor i Nakskov og dermed i Lolland Kommune, hvor procentdelen af borgere på overførselsindkomst er forholdsvis høj.
DR3-program om (selv)væmmelsens synsvinkel er svært seværdigtDet særlige ved ’På røven i Nakskov’ er, at det ikke er en serie, som bruger ekspert- og myndighedsudsagn til at forklare og perspektivere, hvordan Ib, Irene, Angelica og de andre medvirkende har det.
Her er det den førtidspensionerede fisker Ib og hans 16-årige søn Nicolai, kontanthjælpsmodtageren Irene og hendes arbejdsskadede mand, Kenneth, samt bl.a. den 14-årige mor Angelica og hendes mor, omsorgsmedarbejderen Rikke, som er hovedpersonerne. De får mulighed for selv at fortælle om deres situation.
Balancen tipper
I mange af optagelserne lykkes det tilrettelæggerne at være loyale over for de medvirkende uden at tage stilling imod deres modpart, som i ’På røven i Nakskov’ i flere tilfælde er kommunen.
Et af de mest følsomme eksempler er 14-årige Angelica og hendes mor Rikkes foreløbig forgæves kamp for at få lov til at beholde Angelicas lille søn, Frej. Her er det især Rikkes, men også Angelicas argumenter, væremåde og magtesløshed, man oplever som seer. Uden at kommunen hænges ud som skurk i sagen.
Kun få gange i løbet af seriens første tre afsnit tipper den balance tydeligt. Det sker f.eks., da den 16-årige dreng Nicolai og hans alenefar, Ib, opsøger politiet, fordi Nicolai bliver groft mobbet af jævnaldrende og på Facebook er blevet truet med vold.
Politiet beder dem om at komme med en udskrift af truslerne. Hvorefter seriens speaker, skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen, siger: »Facebook er åbenbart ikke så tilgængelig for politiet som for alle os andre«.
En ærgerlig indgang
Med den replik hånes politiet af seriens speak, som i det hele taget mange steder er en problematisk, ansigtsløs autoritet i ’På røven i Nakskov’.
Især i seriens introducerende anslag har teksterne en besynderlig tone og et nedsættende ordvalg. Det har givet været medvirkende til, at en gruppe lollikker har protesteret mod vinklen.
Reportage-serie er ganske interessant thrash-fjernsyn, men det lugter fæltHelt i stil med den fængende titel ’På røven i Nakskov’ åbnes serien af speakerens ord om, at »vi« er »sygere end jer, vi har dårligere tænder og sjældent fast arbejde. Vi lever med truslen om, at vores børn bliver tvangsfjernet«. Der er måske ikke noget at sige til, at sådan en frisk udlægning af noget statistik generer lollikker, der har hjemmeboende børn og går regelmæssigt til tandlæge.
Hele den generaliserende indgang er et ærgerligt valg, fordi serien ellers netop undgår at generalisere og i stedet giver ordet til mennesker, der på forskellige måder er udsat.
Hverken helt eller skurk
I en del scener taler de medvirkende til kameraet om det, de har på hjerte. I mange andre scener har kameraet været vidne til, at noget udspillede sig. Især i reportagescenerne opstår identifikationen af sig selv, når man ser med.
Det sker, når Ib og hans søn Nicolai tager ud for at se på den stærekasse af en lejlighed i en boligblok, kommunen har at tilbyde Ib, der skal flytte fra sit kondemnerede hus.
DR sætter nationalprædikant ind mod ensomheden»De stjæler med arme og ben«, siger Ib. »De stjæler med arme og ben«, gentager Nicolai. Relationen mellem far og søn tolkes ikke, og det er heller ikke nødvendigt. Den er i sig selv rørende smuk og sørgelig. Det samme gælder også, når Irene og hendes mand, Kenneth, skændes. Og når Rikke, der er i job, skælder kommunen ud for at stemple hende som »ressourcesvag«.
’På røven i Nakskov’ er fri for luksusproblemer og fyldt med rigtige mennesker, der ikke bliver gjort til hverken helte eller skurke. Det ses faktisk ikke så tit.
fortsæt med at læse
