Lyt til artiklen
Når barnet så var blevet født, lagde man en stofble for ansigtet, så moderen ikke kunne se det. Og derefter kørte man det væk i krybben, så moderen ikke kunne høre ungen skrige og måske blive ked af det og skifte mening«.
Det fortæller journalisten og forfatteren Erik Valeur om den praksis, man i 1950’erne havde med uønskede børn, der skulle bortadopteres, fordi deres mor ikke kunne tage sig af dem. Hensynet var til den stakkels unge kvinde, der var kommet i ulykke. Børnene tænkte man ikke så meget på. I Københavnsområdet havnede de på spædbørnehjemmet i Skodsborg, hvor de så opholdt sig, indtil man fandt en familie, som ville have dem. Eller deres biologiske ophav kom på andre tanker og fandt en løsning.
