Tv-dokumentar sætter fokus på den omfattende netdeling af nøgenbilleder

Hævnporno. Esben Bjerre er en af mændene bag DR's tv-dokumentar om ulovlige nøgenbilleder på nettet.
Hævnporno. Esben Bjerre er en af mændene bag DR's tv-dokumentar om ulovlige nøgenbilleder på nettet.
Lyt til artiklen

Hvad tænker unge og yngre mænd på, når de deler nøgenbilleder på nettet af unge piger uden deres samtykke? Selv om det er kriminelt? Hvilke konsekvenser har det for pigerne? Og hvad gør politiet, når de modtager anmeldelser om kriminel netdeling af nøgenbillederne?

Det er nogle af de relevante spørgsmål, som instruktør Mads Ellesøe, reporter Esben Bjerre og kolleger stiller involverede i DR’s debatskabende undersøgende tv-dokumentar ’Ung, nøgen og udstillet’.

Esben Bjerre får ikke entydige svar på, hvorfor drenge og mænd deler billederne, men begær efter sex, magt, penge og spænding ligner et godt svar.

Dokumentar om Marilyn Monroes død er guf for konspirationsteoretikere

Konsekvensen for udsendelsens medvirkende 21-årige kvinde har været, at hun har isoleret sig, har droppet sin uddannelse, har manglet lyst til at leve og har følt sig bange, tom og svag.

Hun har anmeldt den ulovlige billeddeling til politiet, som imidlertid ikke har rørt sagen overhovedet.

Nøgenbilleder som valuta

Svarene på reporter Esben Bjerres spørgsmål er chokerende nok. Oveni viser tv-dokumentaren, at ulovlig deling af nøgenbilleder er udbredt blandt unge i hele landet, og at der i en del tilfælde er tale om, at billederne bruges som hård valuta til køb af materielle ting som dyre sko, biler, gadgets m.m. i forsøgsvis anonymiserede danske facebookgrupper. Med russiske dækadresser.

I slutningen af udsendelsen konfronteres en anonym billeddeler med et offer og angrer for åben skærm, da han hører, hvordan det har ødelagt pigens liv, at billeder af hende er sendt rundt på nettet, hvorfra de aldrig nogensinde vil forsvinde.

Cyberkrigens regelløse virkelighed er skræmmende som bare fanden

Julie og andre som hende er blevet fotograferet i private omgivelser i situationer, hvor de havde tillid til, at billederne ville forblive private. Nu er det fuldstændig ude af deres hænder, hvem der ser billederne.

Der er tale om en form for pornoindustri, der ifølge udsendelsen er blevet helt almindelig blandt unge omkring 15-års alderen. Uden at nogen ved, hvad man skal stille op med det. En adfærdsændring i omgangen med mobilkameraer? En forståelse af følgerne blandt drengene? En massiv politiindsats?

’Ung, nøgen og udstillet’ kommer ikke med præcise bud, men fortæller i traditionel og indimellem også lidt klodset reportageform om et aktuelt og kriminelt fænomen, der berører en hel generation af unge. Debatten er kun lige begyndt.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her